Kort Nyt

Solsikkesnor – et internationalt symbol på usynlige handicap

Af Steen Knudsen - tv@danmarkc.tv

Ikke alle handicap er synlige. Nogle er usynlige, fx ordblindhed, psykiske sygdomme, autisme, ADHD, demenssygdomme, hjerneskade, talehandicap, synsnedsættelse, blindhed eller hørehandicap.

At leve med et usynligt handicap kan gøre hverdagen mere krævende, men mange mennesker kan have svært ved at forstå de udfordringer, som mennesker med usynlige handicap møder i deres hverdag, simpelthen fordi udfordringerne ikke er synlige.

Vær synlig når du har lyst
Brug Solsikkesnoren eller nogle af de andre Solsikkeprodukter fra Solsikkeprogrammet. På den måde kan du nemt vise medarbejderne i de virksomheder, der deltager i Solsikkeprogrammet, at du kan have brug for hjælp, støtte, tålmodighed, udførlige forklaringer eller bare lidt mere tid.

De steder hvor Solsikkesnoren udleveres, og der kommer flere og flere til, har personalet gennemført en uddannelse i de skjulte handicap, og hvordan de kan hjælp den der bruger det.

Hvordan det hele begyndte
Solsikkeprogrammet og Solsikkesnoren blev skabt tilbage i 2016, da Gatwick Lufthavn i London ønskede at finde ud af, hvordan de kunne kunne give passagerer med usynlige handicap en bedre og mere tryg rejseoplevelse. Spørgsmålet var med andre ord, hvordan det usynlige kunne gøres synligt. Man skabte derfor Solsikkesnoren – en simpel solsikke på en grøn baggrund – et diskret, men synligt symbol. Hvis man har Solsikkesnoren på, kan man gøre sit usynlige handicap synligt og signalere til personalet i lufthavnen, at man  kan have brug for mere hjælp, tålmodighed eller tid undervejs i lufthavnen.

Uden et synligt symbol  kan det være svært for andre at se, acceptere og forstå, at mennesker med usynlige handicap møder mange små og store udfordringer i deres dagligdag.

Vi ønskede et symbol, som var diskret, men som samtidig var klart synligt på afstand. Det skulle skabe glæde, være dynamisk og være noget særligt. Vi valgte en solsikke, fordi den udtrykker glæde, positivitet, styrke, vækst og selvtillid. En solsikke er desuden en almindeligt kendt blomst. Den er desuden kønsneutral. Hensigten med Solsikkesnoren er altså at give alle, der lever med et skjult handicap , mulighed for at vælge at  gøre det synligt, når de har behov for det.“, fremgår det af programmets hjemmeside.

Solsikkeprogrammet
Stine Ringvig Marsal, der er nordic regional director i Solsikkeprogrammet, mener, snoren gør en kæmpe forskel.

I situationer, hvor man er presset eller stresset, kan det være rart, at man ikke behøver forklare en hel masse om sit handicap eller sin diagnose for at skaffe forståelse for, at man måske har et behov, andre ikke lige havde forventet, siger hun til Ritzau.

Solsikkesnoren blev modtaget særdeles positivt af brugerne og er siden blevet udbredt til mange andre lufthavne, blandt andet alle større lufthavne her i Danmark.  De har altså givet deres medarbejdere indsigt i, hvad et usynligt handicap kan betyde.

Fra lufthavne har Solsikkeprogrammet og Solsikkesnoren spredt sig til mange andre brancher. Lego House og Givskud Zoo støtter eksempelvis Solsikkeprogrammet.

Kilde: Hidden Disabilities Sunflower Scheme Limited, Hjerneskadeforeningen med flere.