
Støjskærm langs Taulovmotorvejen E20 færdig før tid

750 meter støjskærm afskærmer nu det lille bysamfund Sønder Vilstrup for støj fra Taulovmotorvejen E20 tæt på Kolding. Vejdirektoratet har opsat støjskærmen hurtigere end planlagt
I slutningen af marts gik Vejdirektoratets entreprenør Arkil i gang med at rydde arealet og derefter montere selve støjskærmen. Nu står den 750 meter lange og seks meter høje skærm færdig, oplyser Vejdirektoratet torsdag formiddag i en pressemeddelelse.
”Støjskærmen er nu på plads, og vi er blevet færdige et halvt år tidligere end beregnet. Vi er selvfølgelig stolte af at kunne fortælle naboerne, at de kan få glæde af støjskærmen allerede nu,” siger Mette Aakær Møller, projektleder i Vejdirektoratet og ansvarlig for projektet.
20 boliger ud af 40 støjbelastede boliger kommer nu under 58 dB.
Vejdirektoratet forsvinder dog ikke helt fra stedet endnu.
”I oktober går vi i gang med at plante rådhusvin langs støjskærmen, så den forhåbentlig om et par år fremstår som en flot grøn væg langs motorvejen,” siger Mette Aakær Møller.
Bladene på rådhusvin er grønne i foråret og hen over sommeren. Derefter skifter bladene farve og bliver helt røde i efteråret. Så man kan følge årstiderne på beplantningen.
Støjskærmen er sat op på den nordlige side af motorvejen tættest på Sønder Vilstrup. Boligområdet er udpeget som særligt støjbelastet i Vejdirektoratets støjhandlingsplan 2018-2023.