
Vejdirektoratet lægger ny asfalt på Rute 28 ved Børkop

Mandag den 8. september begynder Vejdirektoratet arbejdet med at udskifte asfalten på Rute 28 ved Børkop. Arbejdet forventes at tage omkring tre uger.
Asfalten på Rute 28 ved Børkop er nedslidt. Derfor går Vejdirektoratet i gang med at give strækningen et nyt og forbedret lag asfalt.
Arbejdet begynder mandag den 8. september, og Vejdirektoratet forventer, at det kommer til at vare omkring tre uger, oplyses det i en pressemeddelelse.
Sådan foregår arbejdet
Først bliver den gamle asfalt fjernet, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt ny asfalt og påført nye vejstriber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanterne
For at påvirke trafikken mindst muligt bliver arbejdet udført som aften/natarbejde primært mellem klokken 17.00 og 6.30.
I arbejdsperioderne vil fra- og tilkørselsramperne ved Børkop periodevis være spærret, og trafikken forbi vejarbejdet vil blive styret med trafiklys. Når der ikke arbejdes på strækningen, vil vejen være åben for normal trafik.
Arbejdet betyder, at der er risiko for kødannelser, og at trafikanterne vil få en forlænget rejsetid. Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte påføre naboer og trafikanter.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.