FREDERICIA

7. Klasse havde anatomi på skemaet: Var rykket i skoven for at ‘brække’ et dådyr

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Elever fra Taulov Skole fik en utraditionel biologitime, de var nemlig rykket i skoven sammen med naturvejlederen for at opleve hvordan man ‘brækker’ et dådyr

En gruppe 7. klasses elever fra Taulov Skole i Fredericia fik tirsdag d. 12. november en ganske særlig biologilektion, da de var med til at dissekere et dådyr i Dyrehaven i Fuglsangskoven. Her havde man allieret sig med Fredericias naturvejleder, Bjarne Christensen. Arrangementet, gav eleverne mulighed for at opleve anatomi i praksis og lære om dyrelivet på en ny måde.

– Jamen, læringen er jo netop den der helhedsoplevelse af, at du kan gå ud på marken og se dem levende, til de lige om lidt ligger oppe på bordet, egentlig klar til at blive vakuumpakket og komme til salg. Det må vi ikke, fordi det ikke er dyrelæge godkendt. Men i princippet er det jo sådan set den oplevelse, de har ved det, lyder det fra Bjarne Christensen.

En blandet modtagelse

Eleverne havde forskellige reaktioner på den utraditionelle undervisning. Mens nogle var begejstrede og nysgerrige, holdt andre sig på afstand. Blod, tarme, organer og en funky lugt fra dyret, var ikke hverdagskost for eleverne.

– Der er en stor flok, der er begejstret og synes, det er spændende. Der er også nogen, der holder sig lidt på afstand. Men jeg er heller ikke her for at omvende nogen til at synes, at det er fedt, men synes jo bare, at her har de en oplevelse for at se, hvordan sådan noget fungerer i virkeligheden, fortæller Bjarne Christensen.

Lugten af et dødt dådyr var ikke hverdagskost for eleverne. Foto: DanmarkC TV

Dådyrene, der blev dissekeret, var blevet aflivet som en del af den naturlige regulering af bestanden i dyrehaven.

– Vi har i efteråret reguleret nogle dyr, og det er det, vi har gjort her. Så vi har skudt to kalve. Vi ville gerne have reduceret bestanden ude i naturen. Der ville det jo ske naturligt, hvis ikke der er mad. Herinde i dyrehaven er vi nødt til selv at gøre det, og det er det, vi gør her i efteråret. Og så i stedet for, at det går helt upåagtet hen, så tilbyder vi det her (At opleve hvordan et dådyr brækkes red*.) til skoleelever i Fredericia Kommune, siger Bjarne Christensen.

Efter dissektionen blev dyrene destrueret, da de ikke var dyrlægegodkendte til salg.

DanmarkC TV sender snart et tv-indslag fra Dyrehaven i Fuglsang skov, hvor der denne tirsdag blev ‘brækket’ dådyr.