
Region Syddanmark bliver en del af Solsikkeprogrammet

Fra 1. september 2025 vil en solsikkesnor på sygehuse og institutioner i Region Syddanmark signalere et behov for ekstra tålmodighed.
Regionen tilslutter sig det internationale Solsikkeprogram for at skabe mere tryghed for borgere med usynlige handicap som angst, ADHD og autisme, oplyses det i en pressemeddelelse.
Fra den 1. september 2025 styrker Region Syddanmark sit fokus på inklusion og tilgængelighed ved at blive medlem af det internationale solsikkeprogram. Programmet er målrettet personer med usynlige handicap og skal være med til at skabe mere tryghed og forståelse på regionens sygehuse og institutioner.
Som en del af programmet vil borgere og patienter kunne bære den letgenkendelige solsikkesnor – et diskret signal om, at de kan have behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.
Solsikkesnoren bruges i dag i hele verden og har vist sig som et enkelt – men virkningsfuldt – redskab til at skabe bedre møder mellem mennesker. For personer med fx hjerneskade, ADHD, angst, synsnedsættelse, PTSD, autisme eller Alzheimers kan nye og travle omgivelser være stressende. Solsikkesnoren gør det nemmere at signalere behov uden at skulle forklare sig.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V), Region Syddanmark, udtaler:
– Vi tror og håber, det giver en ekstra tryghed at vide, at vi hilser alle velkomne – uanset handicap eller udfordringer. Vi ønsker som region at være tilgængelig og inkluderende, også for mennesker med udfordringer, øjet ikke kan se. Derfor er det helt naturligt, at vi nu bliver en del af Solsikkeprogrammet.
Med medlemskabet følger også en målrettet indsats for at klæde medarbejderne på til opgaven. Alle ansatte med borger- eller patientkontakt skal gennemføre en oplæring i, hvad solsikken betyder, og hvordan man møder personer med usynlige handicap med respekt og imødekommenhed.
Det er vigtigt at understrege, at solsikkesnoren ikke giver nogen særlig behandling eller fordele – solsikken er et signal om, at man kan have brug for lidt ekstra hensyn.
Solsikkesnoren kan hentes gratis og uden spørgsmål på flere af regionens sygehuse og institutioner. I psykiatrien vil det være muligt at få udleveret et solsikkearmbånd som alternativ til solsikkesnoren af hensyn til patientens sikkerhed.
Solsikkemedlemskabet er en del af regionsrådets budgetaftale for 2025.
Liste over steder i Region Syddanmark, hvor solsikkesnoren/armbånd udleveres.