FREDERICIA

Naturbasen: Et innovativt fælleshus i Kanalbyen tager form

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

3D-printet beton og ålegræs bringer bæredygtighed og naturformidling til Kanalbyen

En ny attraktion tager lige nu form i Søndervold i Kanalbyen, hvor AP Ejendomme opfører det innovative fælleshus ’Naturbasen’. Og det er langt fra et normalt byggeprojekt, der vil finde sted i Kanalbyen over det næste halve års tid, det skriver Kanalbyen i deres seneste nyhedsbrev.

Bæredygtighed i fokus

Byggeriet af Naturbasen er et ambitiøst projekt med fokus på bæredygtighed. De bærende søjler bliver 3D-printet i CO2-reduceret beton, og de bliver hule for at minimere materialeforbruget. Huset skal stå på et let etagedæk i konstruktionstræ, mens ydervæggene bygges op som lette trævægge med træfiberisolering og glaspartier. Indervæggene bliver udført som stålskeletvægge med ålegræs i akustikpanelerne. Alle disse valg er truffet med henblik på at nedbringe bygningens CO2-aftryk til et minimum.

Målet for det 150 kvadratmeter store byggeprojekt er, at huset maksimalt må udlede 5,0 kg CO2 per kvadratmeter per år over en 50-års periode. Det er cirka halvt så meget som udledningen fra traditionelt byggeri.

Et plus for Kanalbyen

– Med Naturbasen er AP Pension med til at understrege, at Kanalbyen er på landkortet for innovation i byggeriet,” siger projektdirektør i Kanalbyen Peter Kirketofte, og fortsætter:

– Samtidig får brugerne nogle helt unikke nye rammer for fællesskaber og naturformidling i Søndervold. Jeg glæder mig til at følge med i det liv, det vil skabe i parken hele året rundt.

Ifølge illustrationen her, kommer der masser af lys ind i det nye fælleshus i Kanalbyen. Illustration: Kanalbyen

Faciliteter til alle

De eksakte regler for udlejning og brug af huset er endnu ikke vedtaget, men huset vil danne ramme for faciliteter til naturformidling for Fredericias skoler og institutioner, fælleslokaler til Kanalbyens beboere og rum til udstillinger og arrangementer. Udenfor etableres et udendørs spiseområde og en vandpost. Sidst men ikke mindst, vil huset blive forsynet med offentligt toilet og handicaptoilet til gæsterne i parken Søndervold.

Naturbasen vil tilbyde en række faciliteter og aktiviteter, herunder:

  • Naturformidling for skoler og institutioner
  • Fælleslokaler for Kanalbyens beboere
  • Rum til udstillinger og arrangementer
  • Udendørs spiseområde og vandpost
  • Offentligt toilet og handicaptoilet

Huset vil være ejet af Fredericia Kommune og det skal drives af Kanalbyens bydelsforening.