Kort Nyt

Politiforbundet: Øget støtte til skadede politifolk på vej

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Ministrenes har fokus på psykisk belastning og der arbejdes med tre vigtige punkter for fremtiden

Politiforbundet har netop holdt møde med justitsminister Peter Hummelgaard og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen for at drøfte, hvordan man fremover kan sikre bedre støtte til politifolk, der bliver ramt af eksempelvis belastningsreaktioner, PTSD eller andre erhvervssygdomme. Med til mødet var også repræsentanter fra Light4Blue og Thin Blue Line, som alle deler samme mål om at styrke hjælpen til tilskadekomne kolleger. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Politiforbundet

“Vi mener, der bør være bedre muligheder for fleksjobs i politiet, og at arbejdsgiver skal have endnu mere fokus på forebyggelse, da ingen bør blive syge af at gå på arbejde – hverken fysisk eller psykisk. Men hvis skaden alligevel er sket, bør det være førsteprioritet med den rette behandling og gerne hurtigere hjælp, end der er mulighed for i dag,” fortæller formand for Politiforbundet, Heino Kegel.

Han understreger, at organisationens tre pejlemærker er afgørende: Staten skal tage ansvar for den rette hjælp og behandling, veteranbegrebet bør droppes til fordel for ens hjælp til alle, og civilsamfundets frivillige fællesskaber skal fortsat spille en rolle som støtte, men det må ikke stå alene.

Heino Kegel fortæller, at det var en god samtale med ministerene.