Kort Nyt

Nyt website: Børnebiffen i dagtilbud

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Det Danske Filminstitut lancerer websitet `Børnebiffen i dagtilbud´. Her kan 3-6-årige lege med film, billeder og lyd. Forskning viser, at aktiviteterne styrker samarbejde, sprog og medieforståelse.

Børn skal opleve, forstå og skabe levende billeder. Det er kodeordene for Det Danske Filminstitut, der står bag det nye, gratis website `Børnebiffen i dagtilbud´. Det rummer over 400 kortfilm og mange sjove, kreative og lærerige aktiviteter, der tager udgangspunkt i film.

Målet er at gøre børn til aktive mediebrugere og styrke fundamentet for deres kulturelle og digitale dannelse. Målgruppen er børn på 3-6 år i dagtilbud og deres voksne.

Børnebiffen i dagtilbud – teaser from Det Danske Filminstitut on Vimeo.

Se websitet ‘Børnebiffen i dagtilbud’

Gratis og nem at bruge

`Børnebiffen i dagtilbud´ er enkel og fleksibel at bruge i den pædagogiske dagligdag. Websitet rummer guidede forløb med aktiviteter og korte film fra hele verden. Filmene er udvalgt af Filminstituttet med fokus på kulturel mangfoldighed og høj kunstnerisk kvalitet.

Aktiviteterne på sitet har fokus på fællesskab, dialog og kreativ leg. Børn og pædagoger kan fx se film sammen og tale om oplevelsen, eller børnene kan fotografere og optage lyd indendørs og udendørs. Der er også mere avancerede aktiviteter, hvor børnene blandt andet kan lave deres egne, små animationsfilm. Alle aktiviteterne tager afsæt i den pædagogiske læreplan.

Det eneste, der skal til for at bruge websitet, er en computer, tablet eller smartphone samt internetforbindelse og et UNI-Login, som er gratis for dagtilbud.

Websitet er en videreudvikling af appen `Filmcentralen for de yngste´, som nu skifter navn til `Børnebiffen i dagtilbud´.

Styrker sprog og fællesskab

De mediepædagogiske aktiviteter er udviklet i tæt samarbejde med pædagoger i en række dagtilbud landet over, Skoletjenesten, Kulturregion Fyn og UCC. Undervejs er der udført følgeforskning, som viser, at aktiviteterne blandt andet er gode til at træne samarbejde og sprog, styrker fællesskabet og har inkluderende potentiale. ’Børnebiffen i dagtilbud’ kan ændre børns passive film- og mediebrug til aktiv film- og medieforståelse.

Børnebiffen – online og i biografen

`Børnebiffen i dagtilbud´ er det nyeste skud på stammen af Filminstituttets tilbud til de 3-6-årige og deres voksne. Børnebiffen er også en populær filmordning, der viser korte børnefilm i biografer over hele landet, bl.a. som fast tilbud i Cinemateket. Desuden kan man se filmene derhjemme via bibliotekernes streamingsite `Børnebiffen.dk´. Filminstituttet samarbejder med Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber samt Danske Biblioteks Center (DBC Digital) om de forskellige Børnebiffen-tilbud.

`Børnebiffen i dagtilbud´ adskiller sig fra de øvrige Børnebiffen-tilbud ved at have et pædagogisk fokus med mange aktiviteter. Det lægger sig i forlængelse af Filminstituttets digitale læringsuniverser `Filmcentralen/Grundskolen´ og `Filmcentralen/Gymnasiet´, der rummer film, undervisningsmaterialer og filmleksikon. Ambitionen er at formidle filmkultur i øjenhøjde med børn og unge gennem hele deres opvækst.
(Kilde: Det danske filminstitut – Foto fra filmen `Cirkeline på med vanten´. Instr. Jannik Hastrup)