Kort Nyt

‘Vi ved det – vejarbejde på E45 er noget bøvl’

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Sydøstjyllands Politi opfordrer til tålmodighed på strækningen Horsens – Skanderborg

Mange pendler vil i den kommende tid mærke til det store vejarbejde der er sat i gang på E45 mellem Horsens og Skanderborg.

På Facebook skriver Sydøstjyllands Politi:

“Som du nok har opdaget er der lige nu vejarbejde på motorvejen mellem Horsens og Skanderborg i vores politikreds, og det ved vi er noget bøvl for alle jer bilister, der ikke har lyst til at spilde jeres tid i kø eller i meget langsomkørende trafik. Det er dog virkeligheden på nogen tider af døgnet lige nu og i lang tid fremad. Det er det, fordi motorvejen over en længere strækning skal udbygges til seks spor. På sigt vil det hjælpe med at lette den tunge trafik og skabe mere sikker trafik på E45. Endemålet er altså godt, og indtil vejarbejdet er helt afsluttet i 2026, må vi alle væbne os med tålmodighed og køre efter skiltningen på vejstrækningerne, så vi kan passe på hinanden og de medarbejdere, der arbejder på motorvejen for at udvide sporene. Træk derfor vejret dybt, vis hensyn og sænk farten, når du kører forbi vejarbejdet.”