Flere gravide og fødende bliver fulgt af en jordemoder, de kender
Region Syddanmark styrker Kendt Jordemoderordning med fem millioner kroner
Region Syddanmark investerer fem millioner kroner i at ansætte 12 ekstra jordemødre til at styrke Kendt Jordemoderordning. Målet er at sikre, at flere gravide, især sårbare gravide, får en tryg fødselsoplevelse med en jordemoder, de kender, det oplyser Regionen i en pressemedddelelse.
Fokus på tryghed og kontinuitet
Ordningen skal især gavne gravide med fødselsangst, tidligere traumatiske fødsler, sociale udfordringer, voldsramte gravide, kvinder med diabetes og kvinder, der føder hjemme. De gravide får tildelt tre faste jordemødre, som de møder under hele graviditeten og ved fødslen.
– For særligt sårbare kvinder og familier med særlige behov ligger der en stor tryghed i at kende deres jordemoder. Med den ændrede organisering sikrer vi, at flere gravide i Kendt Jordemoderordning får en tryg fødselsoplevelse med en jordemoder, de kender, siger Mette With Hagensen (S), formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark.
Ensartet tilbud på alle fødesteder
De fem fødesteder i Region Syddanmark får alle tildelt midler til at ansætte ekstra jordemødre. Dermed sikres det, at ordningen bliver ensartet tilgængelig for alle gravide i regionen, uanset hvilket fødested de er tilknyttet.
Gode erfaringer skal komme alle til gavn
En arbejdsgruppe har peget på, at de positive erfaringer fra Kendt Jordemoderordning kan bruges til at forbedre fødselsomsorgen for alle gravide i regionen. Det gælder fx tidlig forventningsafstemning om, hvem den gravide møder under graviditeten og fødslen.
Fakta om Kendt Jordemoderordning:
- Har eksisteret i Region Syddanmark siden 2010.
- Var oprindeligt et tilbud til kvinder, der ønskede at føde hjemme.
- Er nu et målrettet tilbud til gravide med specifikke behov.
- 12 ekstra jordemødre ansættes i 2024.
- Målet er at styrke trygheden for sårbare gravide.