Nyt projekt klæder skoleelever på til at forstå og bruge kunstig intelligens
Nyt projekt skal gøre skoleelever til kritiske brugere af kunstig intelligens”
Kunstig intelligens er en teknologi, der i stigende grad præger vores hverdag, men det kræver kritisk forståelse at navigere i de muligheder og udfordringer, den bringer. Derfor lancerer ENIGMA – museum for post, tele og kommunikation nu projektet ”AI’ens ABC”, der med støtte fra TrygFonden skal klæde Danmarks udskolingselever på til at blive bevidste og kritiske brugere af AI.
Projektet tilbyder gratis, mobile undervisningsforløb, som de næste to skoleår vil rejse rundt i hele landet. I samarbejde med lokale biblioteker vil eleverne modtage undervisning, deltage i øvelser og få teknisk indsigt i kunstig intelligens. Bibliotekerne vil desuden kunne tilbyde en mindre udstilling og debatter om AI til daglige brugere.
Museumsdirektør Magnus Restofte fremhæver vigtigheden af at give børn og unge konkrete værktøjer til at forstå og forholde sig kritisk til AI:
”Børnene er demokratiets fremtidige vogtere. Vi ønsker, at de forstår teknologien bag kunstig intelligens og den påvirkning, den har på vores hverdag og demokrati.”
Projektet har modtaget 3,97 millioner kroner fra TrygFonden. Ifølge projektchef Peter G.H. Madsen skal indsatsen styrke børn og unges evne til at skelne mellem sandhed og manipulation i en tid, hvor desinformation bliver mere udbredt med AI.
Med ”AI’ens ABC” forventer ENIGMA at nå op til 4.000 elever årligt, mens yderligere 10.000 besøgende ventes at deltage i udstillinger og debatter. Projektet løber fra primo 2025 til medio 2027 og bygger på ENIGMAs mangeårige erfaring med teknologiundervisning og digital dannelse.