FREDERICIA

Vejdirektoratet skifter asfalt på Lillebæltsbroen: Test af ny metode

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Arbejdet starter den 13. maj og forventes at vare til slutningen af måneden.

Vejdirektoratet begynder mandag den 13. maj at skifte asfalten på en del af Den Ny Lillebæltsbro. Arbejdet er første etape af en total udskiftning af broens asfalt, som skal udføres i 2026 og 2027.

Det er den højre vejbane i østgående retning fra broens start til den vestre pylon, der får ny asfalt. Det svarer til ca. 240 meter vej. Udskiftningen af asfalten skal også fungere som en test af metoden, der skal bruges til den totale udskiftning af broens asfalt.

Hvorfor skifter man asfalten?
Asfalten på Den Ny Lillebæltsbro er slidt og skal udskiftes for at sikre en sikker og komfortabel kørsel for trafikanterne.

Hvordan foregår arbejdet?
Broens højre vognbane i østgående retning vil være spærret fra mandag den 13. maj til og med den 30. maj. Der vil være en hastighedsbegrænsning på 80 km/t ved vejarbejdet.

Der vil blive arbejdet dag og nat på broen, og af hensyn til vejarbejdernes sikkerhed vil også det midterste spor være spærret om aftenen og natten. I dette tidsrum vil der altså kun være én vejbane åben i østgående retning.

Vejdirektoratet forventer, at asfaltarbejdet på broen vil skabe kø i myldretiden om morgenen og om eftermiddagen.

Hvad kan trafikanterne gøre?
Vejdirektoratet opfordrer trafikanterne til at planlægge deres kørsel i god tid og til at være ekstra opmærksomme på vejarbejdet.

Test af ny metode
Vejdirektoratet skal teste, om de valgte udførelsesmetoder og maskiner er velegnede til at fjerne den eksisterende belægning uden at skade stålet. Tidligere mindre arbejder på broen har nemlig vist, at fugtisoleringen nederst sidder usædvanlig godt fast.

Fugtisoleringen vil som et forsøg blive fjernet ved opvarmning af belægningen samtidig med, at en maskine skraber den af. Kunsten her er at opvarme belægningen tilstrækkeligt til, at den kan skrabes af, uden at den klistrer for meget, og inden den igen bliver for kold og sidder fast.

I alt 240 meter af den højre vejbane i østgående retning får ny asfalt. Foto: Vejdirektoratet