Kort Nyt

50 millioner kroner i støtte til ADP’s havneudvidelse på Fredericia Havn

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

ADP har i dag fået besked fra EU-Kommissionen om, at ansøgningen af CEF-midler (Connecting Europe Facility) til færdiggørelse af havneudvidelsen på Fredericia Havn er godkendt. Nyheden møder begejstring hos ADP, der har store ambitioner for fremtidig udvikling

I januar 2024 ansøgte ADP om støtte til havneudvidelsen på Fredericia Havn i en støttepulje i EU, der bl.a. har til formål at forstærke og styrke tilgængeligheden og sammenhængskraften på ScanMed Korridoren (Scandinavian Mediterranean Core Network Corridor).EU-Kommissionen har vurderet og vægtet, at udvidelsen af Fredericia Havn bidrager til målene for det transeuropæiske transportnetværk (TEN-T) ved at forbedre Danmarks forbindelse med andre regioner i Nordvesteuropa, og at det fjerner en eksisterende flaskehals i containerterminalkapaciteten. Derfor vurderer de, at færdiggørelse af havneudvidelsen og forundersøgelser til at koble banegods og skibsgods sammen skal imødekommes med støtte på 6.754.520 euro (50.380.171 kroner).

– Vi kan ikke være andet end stolte og glade for, at EU-Kommissionen og medlemmerne i CEF-komiteen tror så meget på Fredericia som et omdrejningspunkt på ScanMed, at vi har fået tildelt et så stort millionbeløb. Fredericia og Trekantområdet er det vigtigste multimodale trafikknudepunkt i Danmark, og det giver bare så god mening at fastholde og udvikle det for at sikre Danmarks konkurrencedygtighed på det internationale marked. Det er faktisk rigtig stort, fastslår Rune D. Rasmussen, CEO i ADP.

Containerkapacitet til al fremtidig vækst i Vestdanmark

ADP har siden efteråret i 2023 været i gang med en havneudvidelse på Fredericia Havn, der mere end fordobler containerkapaciteten. I direkte sammenhæng med baglandsterminalen i Taulov, Taulov Dry Port, og i samarbejde med Fredericia Shipping i det nye selskab, Fredericia Container Terminal, har ADP sikret så stor containerkapacitet, at den fremtidige containervækst i Vestdanmark kan håndteres alene i Fredericia.CEF-midlerne er dermed en vigtig understøttelse af, at ADP fortsat kan udvikle havneinfrastrukturen for at indfri dét potentiale og den udvikling, der er i ADP indtil 2030:

– Vores havneudvidelse er i god gænge, og via god dialog med omkringliggende interessenter og borgere og i godt samarbejde med vores ejere, kan Fredericia Havn i sammenspil med Taulov Dry Port fra juni 2025 rumme den containervækst, der kommer de næste mange år. Markedet kigger i vores retning og ikke kun mod nord, understreger Rune D. Rasmussen og afslutter:

– Vi ser ind i nogle år med spændende udviklingspunkter, der er i tråd med ambitionerne for at styrke TEN-T, og med anerkendelsen fra EU-Kommissionen får vi mulighed for at holde tempo i vores fremtidsperspektiver og gennemføre flere tiltag på tværs af vores koncern.

Faktaboks: Kort om de tildelte CEF-midler 

EU’s infrastrukturfond Connecting Europe Facility (CEF) støtter anlæg af infrastrukturprojekter på det transeuropæiske transportnet (TEN-T). TEN-T har til formål at styrke det indre marked ved blandt andet at fjerne flaskehalse og fremme mere effektive, grænseoverskridende transportkorridorer.Fredericia Havn har fået tilsagn om at modtage CEF-støtte på 6.754.520 euro til hhv. udvidelsen af containerterminalen på havnen og midler til at foretage forundersøgelser i forbindelse med baneområdet nord for havnen.