Nyt IT-system giver landsdækkende overblik over ambulancer
Alle fem regioner har samarbejdet om et nyt IT-system, der skal gøre ambulancetjenesten mere effektiv
Borgerne i Danmark kan nu forvente en hurtigere og mere effektiv ambulancetjeneste. Et nyt tværregionalt IT-system giver alle fem regionale vagtcentraler et fuldt overblik over ambulancernes placering i hele landet, det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse idag.
Særligt borgere nær regionsgrænser vil drage fordel af det nye system.
Næstformand i Danske Regioner, Mads Duedahl (V), udtrykker stor tilfredshed med den nye løsning:
– Vi arbejder hele tiden på løsninger på det præhospitale område, så borgerne får endnu bedre og hurtigere hjælp. Vi hjælper hinanden på tværs af regionerne og det har vi gjort i mange år, men nu har vi også fået en IT-løsning, som gør, at vi kan rykke endnu hurtigere ud til borgerne, når de har akut brug for hjælp.
Tæt samarbejde om kompliceret system
Udviklingen af det nye system har krævet et tæt samarbejde mellem regionerne og deres leverandører af disponeringssystemer.
– Der har været mange ender, der skulle nå sammen, men der har hele vejen igennem været en god ånd og fælles fodslag om at få det her til at lykkes. Det er en stor og vigtig milepæl, at vi nu har fuldt overblik over alle ambulancer i hele landet, siger vagtcentralchef i Region Syddanmark, Kim Ahlers, formand for arbejdsgruppen.
Fakta om det nye system
- Med det nye system har alle fem AMK-vagtcentraler overblik over alle ambulancer, liggende sygetransporter, akutbiler og akutlægebiler i hele landet.
- Tidligere skulle vagtcentralerne ringe til hinanden for at spørge om ledige ambulancer i andre regioner.
- Det nye system giver et smidigere og hurtigere samarbejde.
- Disponenten kan straks se, om hjælpen kan komme hurtigere fra en anden region.
- Snart kan løsningen også bruges til at udveksle alle oplysninger om hændelsen.
Fremtidens 112-system
Det nye IT-system er et skridt på vejen mod en fremtid, hvor regionernes AMK-vagtcentraler kan hjælpe hinanden med at håndtere sundhedsfaglige 112-opkald på tværs af landet, når staten kommer med et nyt 112-system. Det vil også gøre det nemmere at koordinere indsatsen ved større ulykker.