112

“Tøm bilen før tyven gør det” er opfordringen fra Sydøstjyllands Politi

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Tyverier fra private biler og og håndværkerbiler sker alt for ofte. Vicepolitiinspektør Mikkel Ross giver gode råd for at undgå tyverierne

I denne weekend har der igen været en bil, der blev udsat for indbrud. Det er ikke noget særligt for Fredericia, men gælder hele politikredsen, at biler udsættes for indbrud. Det er med andre ord et generelt problem, oplyser vicepolitiinspektør Mikkel Ross der er leder af Patruljecenter Syd ved Sydøstjyllands Politi.

Hvem er tyvene?
Mikkel Ross forklarer, at tyvene groft set kan deles op i to grupper. Der er misbrugere der skal have fat i let omsættelige værdier for at få råd til deres misbrug, og så omrejsende kriminelle. Særligt denne gruppes besøg i et lokalområde kan medføre en hel bølge af smadrede ruder og tømte biler.

Hvor sker tyverierne?
De sker meget ofte på P-pladser, hvor der er mange biler, og dermed større chance for at få noget ud at bryde ind i en bil.
Et andet sted er samkørselspladserne, der ofte ligger ved til- og frakørsler langs motorvejene. “Det sker tit om sommeren,” oplyser Mikkel Ross.
Som det er set i Fredericia, kan disse kedelige indbrud også ske, når bilen holder parkeret på almindelige veje.

Håndværkerbiler
Håndværkerbiler er et yndet mål for de kriminelle. “Fra håndværkerbilerne bliver der ofte stjålet håndværktøj, typisk el-værktøj,” fortæller Mikkel Ross.

Opklaring og hjælp til politiet
“Det er kriminalitet der er svær at opklare, med mindre der er videoovervågning i forbindelse med køretøjet, eller noget andet hvor bilen holder parkeret,” siger Mikkel Ross til DanmarkC TV.

Mikkel Ross understreger, at politiet altid er glade hvis nogen ser noget, og fortæller det til politiet.
Og det bedste er, når vidner ser “nogen luske rundt ved bilerne, og tager i dørene, eller ser ind i bilerne. Bliver det anmeldt kan vi komme ud og tage dem på fersk gerning.”.

“Tøm bilen før tyven gør det”
Det er et gammelt, og sikkert velkendt slogan, men det er stadig højest aktuelt. Der er langt større risiko for indbrud hvis værdier ligger fremme. Det kan eksempelvis være punge, dyre solbriller, bærbare PC’er og tasker. Det er typisk de biler tyvene vælger at bryde ind i, og det er forholdsvis nemt at smadre en rude,” lyder det afsluttende fra vicepolitiinspektør Mikkel Ross.