FREDERICIA

To bæredygtige forsøgsbyggerier i Kanalbyen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Realdania By & Byg og Kanalbyen i Fredericia har indgået aftale om køb af et areal nord for Oldenborggade. Her skal Realdania By & Byg opføre to forsøgsbyggerier, der skal være med til at vise nye veje for bæredygtigt byggeri

I slutningen af 2021 går to nye boligbyggerier i gang i Kanalbyen i Fredericia, og det er ikke helt almindelige etagebyggerier. Byggerierne, som begge skal rumme boliger, skal nemlig på hver deres måde inspirere byggebranchen til, hvordan man kan gøre nybyggerier så bæredygtige og effektive som muligt.

De to bygninger bliver hver på fem etager, og de kommer til at ligge på den nye vej ”Kongens Stræde”, lige nord for Oldenborggade. Mens det ene byggeri går ud på at bygge mest muligt CO2-venligt i træ, handler det andet om at skabe mere effektive byggeprocesser og mere bæredygtighed i byggeriet gennem digitale værktøjer.

Skal vise nye veje

– Vi glæder os til at yde et meget konkret bidrag til udviklingen af Kanalbyen i Fredericia. Kanalbyen er i forvejen et eksempelprojekt for mange, der arbejder med at udvikle byer. De nye boligbyggerier skal nu også give konkret viden og inspiration til bygherrer og på den måde være med til at vise nye veje for bæredygtigt byggeri i Danmark, fortæller Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg.

Realdania By & Byg er i forvejen tæt involveret i udviklingen af Kanalbyen som medejer af byudviklingsprojektet sammen med Fredericia Kommune. Med de nye boligbyggerier er selskabet nu også bygherre i den nye bydel, og aftalen om det eksperimenterende byggeri glæder projektdirektør Tim Halvorsen fra Kanalbyen i Fredericia.

Få danske træbyggerier

– Realdania By & Byg vil med de nye forsøgsbyggerier yde et stærkt bidrag til Kanalbyens udbud af bæredygtige boliger og til hele projektets inspirationskraft – ikke mindst ved at Kanalbyen bliver et af de få steder i Danmark indtil videre, der har et etagebyggeri i træ, siger Tim Halvorsen.

Det nye træhus taler ind i en intens debat i fagkredse om materialers bæredygtighed, herunder mulighederne og perspektiverne i at bygge huse i træ. For bedst at kunne sammenligne med andre materialer, vil der blive stillet krav til at træets ”performance” på en lang række parametre svarer til det, man ser i mere gængse materialer som tegl og beton.

Med forsøgsbyggeriet ”Mini CO2 etagebyggeriet i træ” ønsker Realdania By & Byg at bidrage med øget viden om, hvordan det er muligt at opføre etagebyggeri i træ med mindst mulig C02-udledning.

Forebygge fejl og spild i byggeriet

Det andet forsøgsbyggeri tager udgangspunkt i, at spild, svigt, fejl og mangler i byggeriet er en betydelig udfordring. Derfor skal byggeriet være med til at give svar på, hvordan digitale løsninger og værktøjer kan bidrage til at skabe en mere effektiv byggeproces.

Også her er der stærkt fokus på bæredygtigheden. Filosofien er nemlig, at hvis byggeriet kan reducere fejl og mangler, betyder det ikke blot lavere omkostninger, men også at miljøet skånes for unødigt forbrug af materialer og ressourcer.

Bidrag til den grønne omstilling

– I de kommende år forventes kravene til mere bæredygtigt byggeri at blive ganske omfattende. Ved at sætte to forsøgsbyggerier i gang med fokus på materialers CO-reduktion og effektive byggeprocesser ønsker vi at samle den eksisterende viden i branchen, afprøve den i praksis og omsætte den til nye konkrete løsninger, der kan bidrage til, at den grønne omstilling i byggeriet kan komme godt i gang, fortæller Peter Cederfeld.

De to forsøgsbyggerier udspringer af Realdanias filantropiske mål om at fremme et sundt, effektivt og bæredygtigt byggeri, og for at opnå størst mulig effekt inviterer Realdania By & Byg hele byggebranchen til at følge med i projekterne. At de to byggerier opføres på samme tid og sted, vil her gøre det nemt for fagfolkene at besøge begge byggerier undervejs og til slut.

Lokalplanlægning går i gang

Fredericia Kommune tager nu fat på lokalplanlægningen af området med det nye byggeri på baggrund af såkaldte volumenstudier, som også tager højde for, at der senere kan komme yderligere forsøgsbyggerier til på grunden.

Realdania By & Byg arbejder i den kommende tid med projektprogram og forsøgsdesign, og hen mod sommer vil det blive tydeligere, hvordan de to nye byggerier kommer til at se ud. Sidst på året går selve byggeriet i gang, og Realdania By & Byg forventer, at boligerne kan stå færdige i slutningen af 2022, hvor de skal sælges.

.

.http://www.fredericia.tv