Kultur

Teater Malstrøm åbner dørene til Halfdans Wunderkammer

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Dramaturg, instruktør og skuespiller Sidsel Nygaard, 42, er aktuel med et helt nyskrevet manuskript til en lyrisk børnekabaret over Halfdan Rasmussens værker. Teater Malstrøm forestillingen spiller på Det Bruunske Pakhus i Fredericia fra 19. november- 19. december 2021. Billetsalget er netop åbnet på billetten.dk.

Sidsel Nygaard er et velkendt ansigt på Teater Malstrøm, både på scenen og som instruktør, men det er første gang, hun selv er manuskriptforfatter. Sidsel fortæller:

”Halfdan er fantastisk til at bruge ordene, så jeg har nydt processen med at læse hans mange rim og remser, og der var en del vidunderlige rim, jeg ikke kendte i forvejen. Selv om jeg havde lyst til at tage det hele skal med, så skulle der selvfølgelig en udvælgelsesproces til.”

Sidsel, der er uddannet dramaturg, betegner det nyskrevne stykke som montageteater, som det hedder på fagsprog, dvs. en række små scener, der følger hinanden.

”Jeg har lagt vægt på at skabe billeder hos publikum, og så var der nogle rim, der var mærkelige og bare skulle med”, tilføjer Sidsel med et smil.

Manuskriptet blev godkendt af rettighedshaverne i slutningen af maj måned med meget få rettelser, hvilket Sidsel udtrykker stolthed over, da det er Sidsels debut som manuskriptforfatter.

En intim børneforestilling

Forestillingen spiller i de intime rammer på Det Bruunske Pakhus i Fredericia. For at styrke intimiteten yderligere har Sidsel, der også skal instruere forestillingen, valgt at opsætte den med få skuespillere. Sidsel forklarer:

”Som udgangspunkt vil forestillingen blive spillet af 4-5 skuespillere. Så er der ikke for mange på scenen, som børnene skal forholde sig til, og skuespillerne har meget klare roller. Det er vigtigt, da der en mange ord, som børnene også skal tage ind.”

Hvad kan publikum forvente?

Forestillingen er rettet mod de 6-12 årige og deres voksne, og den vil rumme både leg, sjov, overraskelser, figurteater, sang og stille stunder. Sidsel opsummerer:

”Det bliver en stor fed palet med mange farver på. Vi skal huske den store kulturskat, som Halfdan har skabt. Det er et sjovt tekstunivers at bevæge sig i, og er dragende for både børn og voksne”.

Sidsel har et ønske om, at særligt børnene skal få lyst til mere efter forestillingen, og måske får lyst til at låne fx Tante Andante på biblioteket.

Sidsel glæder sig til at få billederne ud af hovedet og op på scenen.

Audition til wunderkammeret afholdes d. 19 juni

I første omgang skal der sættes ansigter på de billeder, Sidsel har. I manuskriptet er der fastsat nogle figurer, men hvis der kommer kandidater på audition, der skyder i en anden retning, er hun klar til at gribe muligheden. Sidsel forklarer:

”Jeg går særligt efter skuespillere, der kan være nærværende sammen med børnene, og som børnene vil kunne lide at kigge og høre på. Derfor lægger jeg op til et bredt aldersspektrum til audition, og det vil muligvis også afspejle sig på scenen, afhængig af de kandidater, der stiller op.”

Audition er åben for alle, hvilket er kutyme på Teater Malstrøm.

Dracula kommer først

Sidsel Nygaard kan opleves som medvirkende i Teater Malstrøms kommende gyserkomedie Dracula, der spiller fra 16. september til 24. oktober på Det Bruunske Pakhus. Billetsalget til forestillingen er i gang på billetten.dk.

Faktaboks

  • Audition til ”Halfdans Wunderkammer” finder sted d. 19 juni på Bülows Kaserne, indgang J, Øster Voldgade 18, Fredericia.
  • Tilmelding til audition sker ved at skrive til Sidsel Nygaard på silles5@hotmail.com
  • Der står mere om audition på: malstroem.dk/forestillinger/audition
  • Halfdans Wunderkammer spiller fra 19. november til 19. december i Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, Fredericia, fredag kl. 18 samt lørdag og søndag kl. 13 og 16.
  • Forestillingen tager en lille time og billetter kan købes på https://v2.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/96567
  • Forestillingen anbefales til publikum fra 6 år og op.