FREDERICIA

Succes med daginstitutions projekt

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

fa_logo3”Skal vi bakke snagvendt sammen?”

I Fredericia Kommunes daginstitutioner har pædagogerne gennem to år arbejdet målrettet med at støtte op om børnenes sproglige opmærksomhed.

Tale-hørekonsulenterne i kommunen kan nu konstatere, at indsatsen har båret frugt.

Sprog- og læseevalueringerne i 0.klasserne har over tid vist, at der er behov for et øget fokus på børns opmærksomhed på sprogets lyde. Dette er vigtigt for at udvikle gode læsefærdigheder. For at løfte børnenes sproglige opmærksomhed i Fredericia blev der i 2013 igangsat et projekt i alle dagtilbud omkring fonologisk opmærksomhed i samarbejde med kommunens tale-hørekonsulenter. Evaluering af projektet viser, at de børn, der har deltaget i indsatsen, er blevet langt mere fonologisk opmærksomme.

 

De to talehørekonsulenter i kommunen, Marie Poulsen Riis og Helle Therkelsen, fortæller:

”Sammen med pædagogerne i daginstitutionerne har vi arbejdet meget målrettet med specifikke dele af sproget med de børn, der skal starte i skole efter sommerferien. For at lære at læse og skrive er det nemlig vigtigt, at børnene blandt andet bliver opmærksomme på sprogets lyde – det er det, vi kalder fonologisk opmærksomhed. Derudover er børnenes ordforråd og bogstavkendskab også afgørende for den tidlige læse- og staveudvikling.”

 

Opmærksomhed på sprogets lyde udvikles blandt andet gennem leg med rim, klappe stavelser og sprogets mindste lyde i sange som blandt andet ”Tre små kinesere”. Mange kan sikkert også huske Kaj og Andreas Bakke Snagvendt-sang. De er eksempler på sanglege med sprogets lyde og noget af det, der er rigtigt vigtigt, for at børn møder skolen med gode forudsætninger for at lære at læse. Derfor er det vigtigt, at både pædagoger og forældre er opmærksomme på at stimulere børnenes sproglige opmærksomhed.

 

I Kulturbørnehaven Gades Gård har de været glade for det tætte samarbejde med kommunens tale-hørekonsulenter: ”Vi har blandt andet fået en række nye redskaber til at arbejde med de ældste børnehavebørns opmærksomhed på sproglyde. De mange nye sproglege og andre aktiviteter gør, at læring og leg flyder sammen, og vi kan se, at det er sjovt for børnene at lege med sproget”, fortæller Dorthe Schubert Andresen, leder i Kulturbørnehaven Gades Gård.

 

”Når de voksne i daginstitutionerne og forældrene samarbejder om barnets sproglige udvikling, hjælper det faktisk barnet på flere måder. Det giver barnet det bedste udgangspunkt for at lære at læse og skrive, men sproget hjælper ofte også barnet ind i gode sociale relationer”, siger Susi Vedsted, pædagogisk konsulent i Fredericia Kommune.

 

Luk ned for mobilen og leg med

Pædagogerne i de kommunale dagtilbud skal nu sammen med institutionens sprogvejleder fortsætte med den fokuserede indsats omkring fonologisk opmærksomhed i tæt samarbejde med forældrene. Det er nemlig ikke kun i daginstitutionen, at de voksne skal stimulere barnets sproglige udvikling. Forældre og søskende spiller også en meget stor rolle.

 

”Vi ved, at børn udvikler sig rigtigt meget, når forældrene og pædagogerne i børnehaven i fællesskab er opmærksomme på at understøtte barnets sproglige udvikling. Vi bør derfor, i vores teknologiske hverdag, være særligt på vagt over for at værne om nærkontakten med vores børn. Hverdagen er godt fyldt op med mobiltelefoner og iPads, og de kan understøtte børn på mange måder, men de kan endnu ikke erstatte legen med sproget. Så vi må huske hinanden på at få lukket ned for elektronikken og talt med vores børn hver dag – det er guld værd!”, påpeger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Susanne Eilersen.

Fakta

Sproget er vigtigt for børns personlige og sociale udvikling. Socialministeriet har netop afsluttet forskningsprojekterne ”SPELL” og ”Fart på sproget”, der viser samme positive resultater som i Fredericia Kommune – nemlig at systematiske sprogindsatser i dagtilbud gør en forskel for børns sproglige udvikling.