FREDERICIA

Sidste chance for at bade på stranden med livreddere

I denne uge vender skoleeleverne tilbage til klasselokalerne, og for mange begynder hverdagen igen, så det er oplagt at nå en sidste dukkert, mens livredderne er til stede. Skoleklasser, fritidshjem og børnehaver er også velkomne til at komme en tur på stranden for at møde livredderne, der gerne fortæller om baderådene og lærer børnene om sikkerhed på stranden og i vandet

Onsdag den 17. august er sidste dag med livredderne på strandene, der traditionen tro lukker for sæsonen, når skolerne begynder efter sommerferien, og den travleste tid for livredderne er forbi.

– Det ser ud til, at vi får en god og lun afslutning på badesæsonen, og forhåbentligt vil mange benytte lejligheden til at få en sidste dukkert på strandene med livredderne. I løbet af sæsonen har livredderne mødt og talt med mange strandgæster, og vi håber, at det har medvirket til, at endnu flere er blevet opmærksomme på, hvilke forholdsregler der kan gøre badeturen mere tryg, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Pas på hinanden i vandet
Mange danskere fortsætter med at bade og svømme langt ind i efteråret, og når der ikke længere er livreddere til at holde øje på strandene, er det vigtigste råd, at man aldrig bader alene.

– Badevandet fortsætter med at være lunt i et godt stykke tid endnu, og flere og flere bader hele året. Samtidig er mange havsvømmere i fuld gang med at træne til TrygFonden Christiansborg Rundt og andre stævner i de kommende måneder, så der vil være mange, der bader og svømmer i vandet langs kysterne. Vi anbefaler altid, at man aldrig bader alene og sætter sig ind i forholdene på den enkelte strand, før man går i vandet. Især strøm og vindforhold skaber farlige situationer, og derfor er det godt at have en makker med, så man kan hjælpe hinanden, hvis der opstår problemer. For havsvømmerne gælder det desuden, at de skal huske at gøre sig synlige i vandet med havtasker og badehætter i pangfarver, så de ikke risikerer at blive sejlet ned af både, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Tag på tur med klassen og mød livredderne
Hvis børneinstitutioner eller skoleklasser skal på tur i den kommende uge, er de meget velkomne til at komme forbi stranden og møde livredderne.

– Livredderne viser gerne livreddertårnet og deres udstyr frem og taler med børnene om, hvordan man bedst passer på sig selv og hinanden, når man tager på stranden. Så det er et oplagt sted at tage børnene hen for at få noget frisk luft og noget nyttig viden, som de kan tale videre om med deres forældre derhjemme, siger Anders Myrhøj.

Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er på strandene frem til og med onsdag den 17. august. Havnebadene ved Fisketorvet og Islands Brygge i København er åbne hver dag frem til og med den 30. september, mens havnebadet Aarhus Ø er åbent til og med 4. september.

De 5 baderåd

  1. Lær at svømme
  2. Gå aldrig alene i vandet
  3. Læs vinden og vandet
  4. Lær stranden at kende
  5. Slip ikke børnene af syne



Aktionstal for uge 31
I uge 31 (den 1.– 7. august) gennemførte livredderne i alt 6.032 indsatser, hvoraf det vurderes, at der i 6 tilfælde var en person i livsfare. Derudover var 345 almindelige førstehjælpsaktioner, 495 forebyggende aktioner og 5.186 oplysende indsatser.

Røde aktioner i uge 31:

Balka Strand den 4. august

En badegæst kontakter livredderne om en ulykke med en person i kritisk tilstand på Balka Havn ca. 500 meter fra livreddertårnet. Da livredderne ankommer til stedet, er vidner i gang med at give hjertelungeredning, og livredderne overtager. En person ankommer med en hjertestarter, som bliver påsat. Livredderne fortsætter med hjertelungeredning, indtil ambulancen ankommer. Personen overlever desværre ikke. 


Rørvig Strand den 4. august 
Livredderne observerer en badegæst i en badering ca. 3-400 meter ud fra kysten. Badegæsten hopper selv i vandet for at svømme ind til land, men kommer ikke nærmere stranden pga. fralandsvinden. Livredderne sejler ud i båd og hjælper hende tilbage til land.

Balka Strand den 3. august
Livredderne bliver kontaktet af en windsurfer-instruktør, der fortæller, at en kursist er fanget i fralandsvind nord for livreddertårnet. To af livredderne sejler ud til kursisten, der virker kursist en afkræftet, så livredderne hjælper ham sikkert i land.

Kerteminde Strand den 3. august
Livredderne observerer to personer på en luftmadras i fralandsvind, som driver længere og længere ud. Livredderne sejler derfor ud for at hente de to unge piger på 18-19 år, som er drevet ca. 250-270 m ud fra kysten. Den ene pige har vandskræk, og den anden har krampe, så de kunne ikke selv komme i land. Livredderne sejler dem tilbage til land og fortalte om vigtigheden af at orientere sig om vind- og strømforhold og lade luftmadrasser blive på land i fralandsvind.


Grenaa Strand den 3. august 
Livredderne bliver kontaktet af badegæster, der kommer løbende. De fortæller, at en båd er kæntret 1 km nord for livreddertårnet og 2 km fra land. Livredderne sejler afsted mod ulykken, og da de når frem, ligger to personer i vandet, og de kan ikke selv vende båden. De to personer kommer op i livredderbåden, og livredderne får i samarbejde med personer fra en båd, der netop er ankommet for at hjælpe, vendt båden og trukket den ind til land.

Balka Strand den 2. august 
Livredderne spotter en windsurfer syd for livreddertårnet ca. 400 m fra kysten, som ikke kan komme op på boardet, da sejl og board er blevet adskilt. Livredderne sejler ud til den nødstedte, der befinder sig under sejlet. Livredderne flytter sejlet og hjælper surferen op i båden og sejler ham og udstyret tilbage til land.

TrygFonden Kystlivredning 
– aktionstal fra uge 31 (den 1. august – 7. august 2022)


Livredderne udfører fire typer indsatser på strandene:

  • Livreddende aktioner, hvor det vurderes, at en eller flere personer var i livsfare.
  • Førstehjælpsaktioner, eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
  • Forebyggende indsatser, hvor livredderne har været ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller få dem til at svømme tættere på land.
  • Oplysende indsatser, hvor livredderne har været i kontakt med badegæster om fx de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.


Landsdækkende: 6 livreddende aktioner, 345 førstehjælpsaktioner, 495 forebyggende aktioner, 5.186 oplysende indsatser

Syd- og Sønderjylland: 0 livreddende aktioner, 26 førstehjælpsaktioner, 121 forebyggende aktioner, 777 oplysende indsatser

  • Lakolk: 0 livreddende aktioner, 8 førstehjælpsaktioner, 14 forebyggende aktioner og 134 oplysende indsatser
  • Østerstrand: 0 livreddende aktioner, 9 førstehjælpsaktioner, 14 forebyggende aktioner og 105 oplysende indsatser
  • Rindby: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 1 forebyggende aktion og 120 oplysende indsatser
  • Vejers: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 23 forebyggende aktioner og 115 oplysende indsatser
  • Henne: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 49 forebyggende aktioner og 167 oplysende indsatser
  • Hvidbjerg: 0 livreddende aktioner, 4 førstehjælpsaktioner, 20 forebyggende aktioner og 136 oplysende indsatser