FREDERICIA

Seniorrådet åbner debat om budget 2025: Er der penge nok til vores ældre?

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Seniorrådet inviterer til debat om budget 2025 – Ældreøkonomi i fokus

Med mere end seks måneder til byrådet skal godkende budgettet for 2025, inviterer Seniorrådet i Fredericia til en debat om budgettets indflydelse på byens ældre, det oplyser Seniorrådet i en pressemeddelelse.

Debatmøde den 30. april

Mødet finder sted tirsdag den 30. april kl. 16-18 i Seniorhuset I.P Schmidt. Her vil stabschef for økonomi og it, Rune Helms, Fredericia Kommune, give en orientering om kommunens budgetvilkår for 2025 og de følgende år.

Pleje og omsorg: Hvordan sammenligner Fredericia sig?

Ifølge nøgletal fra Kommunernes Landsforening “Kend din Kommune” brugte Fredericia 56.025 kr. i udgifter til pleje og omsorg på 67+ årige i 2022. Det placerer Fredericia på en 79. plads blandt landets 98 kommuner, skriver Seniorrådet i pressemeddelelsen.

Om det er godt eller skidt, er der mulighed for at få vished for, når Seniorrådet sætter fokus på Fredericias ældreøkonomi 2025 og de vilkår og udfordringer, som allerede er kendt på nuværende tidspunkt.

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og deltage i en diskussion om de vilkår og udfordringer, som Fredericias ældre står over for.

Budgetmødet rundes af med et gratis måltid varm mad. Menuen står på ribbensteg med rødkål, hvide og brunede kartofler og sauce. Drikkevarer er for egen regning.

Tilmelding:

  • Inviteret er alle seniorer 60+.
  • Der er maksimalt plads til 100 deltagere i Seniorhuset.
  • Tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet med frist senest fredag den 19. april kl. 12.
  • Tilmeld dig på mail til carsten.jorgensen@fredericia.dk eller på telefon 3027 2789.