FREDERICIA

Programmet for 6. Juli-Dagene i Fredericia er ude: En blanding af tradition og nye oplevelser for de yngste

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Når Fredericia klædes i rødt og hvidt for at markere Slaget ved Fredericia den 5. og 6. juli 1849, så er der ud over det traditionelle program i år endnu flere oplevelser for børn, unge og deres familier.

Gennem generationer har markeringen af Slaget ved Fredericia i 1849 samlet folk, og i år er ingen undtagelse. 6. Juli-Komitéen er klar med programmet for 6. Juli-Dagene, og her kan man naturligvis finde alle de begivenheder, der udgør kernen af markeringen af 6. Juli-Dagene. Nemlig fakkeltoget den 5. juli om aftenen, kanonsaluteringen næste morgen, flaghejsningen, kranse- og blomsterlægning og den imponerende processionen, der går gennem byens gader. Det oplyser Fredericia kommune i en pressemeddelelse.

Men i år er der ekstra fokus på at få endnu flere aktiviteter for børn, unge og deres familier. Derfor kan man blandt andet overnatte i telte på Fredericia Vold, gå til børnejazz i baggården ved Tøjhuset den 6. juli efter kanonsaluteringen, få genfortalt historien om slaget i 1849 i børnehøjde, fortolke Slaget ved Fredericia med graffiti på vægge og lærreder ved Ungdommens Hus og så kan man gå med nattevægterne rundt i byen og høre dem fortælle anekdoter fra tiden omkring år 1849.

Du kan se årets program herunder:

– ”Vi tænker måske ikke så meget over det til hverdag, når vi cykler, går eller kører ind gennem voldens porte. Men Volden er – sammen med Den Tapre Landsoldat og byens mange mindesmærker – et vidnesbyrd om slaget ved Fredericia den 5. og 6. juli 1849. Det er vigtigt, at Fredericias helt unikke historie og vores traditioner bliver givet videre til næste generation, så de kan bære den videre for os. For det heltemod, der fandt sted i 1849, må aldrig gå i glemmebogen. Derfor har vi i år gjort os ekstra umage for, at 6. Juli-Dagene kan opleves i børnehøjde,” siger borgmester Steen Wrist.

En markering skabt i fællesskab

6. Juli-Dagene er et samarbejde mellem Fredericia Kommune, 6. Juli Komiteen og Garnisonen og løftes også af lokale frivillige kræfter, der bidrager med at holde liv i historien om det sejrrige udfald.

– ”Fællesskabet er afgørende for en succesfuld markering af 5. og 6. juli, og derfor er vi også er meget glade for, at vi sammen har skabt fundamentet for, at vi endnu engang kan fejre udfaldet fra Fredericia. Der skal lyde en stor tak til alle involverede og støttende myndigheder, frivillige foreninger og musikkorps m.fl., som alle er med til at bidrage til, at hele det flotte program kan gennemføres,” siger formand for 6. Juli Komiteen Erik Schwensen.

Garnisonen spiller en vigtig rolle i det fællesskab, Erik Schwensen taler om. For ingen markering af 5. og 6. juli uden byens soldater. Traditionen tro går soldaterne fra garnisonen nemlig med i processionen, ligesom de også deltager i blandt andet kranselægningen for at mindes og ære dem, som betalte den højeste pris.

– ”Det er vigtigt for os, at vi kan være med til at holde fast i traditionerne omkring markeringen af 5. og 6. juli, og på den måde ære indsatsen og markere historien og dens vingesus,” lyder det fra garnisonskommandant oberst Henrik Graven Nielsen.

Årets talere

En af de mange traditioner omkring markeringen af 6. Juli-Dagene er talerne – både ved Krigergraven, ved Landsoldaten og fra balkonen på Meldahls Rådhus.

I år er byens æresgæst, der taler fra balkonen på Meldahls Rådhus den 5. juli om aftenen, Anders Østergaard, Group CEO ved Monjasa. Den 6. juli taler provst Ulrik Overgaard ved Krigergraven, og årets politiske tale ved Landsoldaten holdes af Troels Lund Poulsen, der er fungerende forsvarsminister.

Programmet for 6.Juli del 2 af 2 – se det fulde program i pdf-en højere oppe i artiklen. Foto: Fredericia Kommune