FREDERICIA

POLITIET: Undgå at blive snydt ved handel på internettet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Politiet opfordre til fornuft, når du handler med private på internettet

Der foregår rigtig mange private internethandler på nettet hver dag, og ofte så går både sælger og køber tilfredse fra handlen. Nogle gange går det dog galt, og den vare, man havde betalt for og har glædet sig til at modtage, dukker aldrig op. Derfor vil Sydøstjyllands Politi i denne uge gøre opmærksom på private internethandler, og hvad man som borger selv kan gøre for at undgå at blive snydt, når man handler med private på nettet. Den forebyggende indsats kommer til at foregå på de sociale medier, på www.politi.dk og ved besøg på en række skoler og uddannelsesinstitutioner i politikredsen.

‘Det er rigtig ærgerligt, at der sidder nogle uærlige mennesker, som tjener penge på andre menneskers gode tro og tillid, og det er det, vi med denne kampagne gerne vil sætte fokus på. Der er nemlig grund til at være særlig opmærksom, når man handler med private på nettet,’ fortæller politikommissær Jens Møller Pedersenfra Sydøstjyllands Politi.

Når man handler med private på nettet, så er det ikke ligesom, når man handler med egentlige netbutikker, hvor man kan undersøge butikkens troværdighed, inden man køber varen, og hvor man betaler for sin vare via en sikkerhedsgodkendt betalingsform. ‘Man har simpelthen ikke samme sikkerhed i en privat handel, og derfor skal man her være særlig opmærksom,’ understreger politikommissær Jens Møller Pedersen.

Internetbedragere kan både finde på at oprette falske annoncer, hvor de foregiver, at de har en vare til salg, eller også opsøger de annoncer, hvor en køber har annonceret efter en vare, han er interesseret i at købe. De vil herefter oplyse, at de netop har denne vare til salg.

Er du ved at indgå en privat handel på internettet, så er der flere ting, du kan gøre for at undgå at blive snydt:

  • Undersøg sælger på nettet – har han/hun oprettet flere annoncer med samme produkt, og er der nogen, der advarer mod sælger?
  • Undersøg kontaktoplysningerne på sælger
  • Vær realistisk med prisen. Er det enten for dyrt eller for billigt, så kan det betyde fup eller hælervarer
  • Mød sælgeren personligt og få varen i hånden
  • Bed om billeder og beskrivelser af varen
  • Bed evt. om at se kvitteringen, som sælger modtog, da han/hun købte varen

‘Det er vigtigt at understrege, at det er ulovligt at sætte en vare til salg på internettet, man ikke har og ikke har i sinde at sende til en person, der betaler for den – eller at tage kontakt til andre, for at sælge en vare, man ikke har, og som man modtager penge for. Det straffes med op til seks års fængsel i særligt grove tilfælde, men ellers med op til halvandet års fængsel,’ fortæller politikommissær Jens Møller Pedersen og fortsætter. ‘Derfor er det også vigtigt at melde det til politiet, hvis man ikke modtager den vare, man har betalt for, og ‘sælgeren’ ikke har en god forklaring på, hvorfor varen ikke er modtaget, og heller ikke vil sende pengene retur.’ Man kan hjælpe Politiet med at fange bedrageren og få ham eller hende dømt ved at gemme telefonnummer på ‘sælger’, beskeder man har sendt og modtaget fra ‘sælger’ og oplyse, hvad man ellers ved om personen.

Vi håber, at rigtig mange vil bidrage til gøre kampagnen til en succes ved at følge og udbrede budskaberne til familie, kammerater og andre i omgangskredsen. Kun på den måde kan vi få bugt med dem, der snyder os andre i handler på internettet.