
Politiet om branden i Dronningensgade og uheld på motorvejen i nat

Mikkel Ross, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, opfordrer igen til påpasselighed med ukrudtsbrændere.
Brand i Dronningensgade
Politiet oplyser her til morgen, at branden startede i en port, og derefter bredte sig til resten af bygningen – til højre og venstre.
Som DanmarkC TV skrev i går er årsagen forkert brug af en ukrudtsbrænder. Det var en 72-årig mand fra Fredericia med en viceværtfunktion, der nu er tiltalt for overtrædelse af Beredskabsloven.
“Man skal være meget påpasselig med ukrudtsbrændere. De er skyld i mange brande!”, udtaler vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi.
Trafikuheld på motorvejen
Kl. 3.14 ramte en kørende særtransport en anden holdende særtransport, der holdt i nødsporet. Uheldet skete mellem Skærup og Vejle Syd i nordgående retning. Derved skete der en del materiel skade, og dele af godset var årsag til en delvis spærring af motorvejen i nordgående retning. En vognbane var dog åben.
Ved ulykken blev en person fastklemt, og redningsmandskab måtte tilkaldes.
Den tilskadekomne er en mand på 51 år fra Bylderup-Bov, der blev kørt med ambulance på sygehuset, men er uden for livsfare!
En BMS-kran blev tilkaldt for at løfte gods tilbage, og mens den arbejde var hele motorvejen i nordgående retning spærret.
Kl. 06.23 kunne motorvejen igen åbnes for trafik mod nord.