Kort Nyt

Parti tændte lys for det palæstinensiske folk

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Enhedslisten afholdte symbolsk lysceremoni ved Landsoldaten

I anledning af FN’s “internationale dag for solidaritet med det palæstinensiske folk” den 29. november, en dato der også markerer vedtagelsen af Israels oprettelse i 1947, havde Enhedslisten Fredericia iværksat en særlig aktion for at udtrykke solidaritet med det palæstinensiske folk, oplyses det i en pressemeddelelse.

Enhedslisten Fredericia tændte onsdag aften 53 lys foran Den Tapre Landsoldat. Antallet 53 symboliserer de 53 dage, den seneste konflikt i Gaza har varet. Enhedslisten håber at den nuværende våbenhvile kan hjælpe med at få nødhjælp ind i Gaza, så man kan begrænse yderligere tab af menneskeliv.

– Vi er godt klar over, at vores symbolske handling her i Fredericia ikke stopper den modbydelige krig i Gaza, men vi kunne alligevel ikke lade være med at lave denne lille aktion. Forhåbentligt kan det varme nogle af de herboende palæstinenseres hjerter, at de ved, at vi faktisk stadig er nogle, som fordømmer denne frygtelige krig og som håber at de en dag kan vende tilbage til en stat, hvor de kan leve i fred og i frihed med deres familier, lyder det fra Enhedslistens byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz i pressemeddelelsen.

Siden delingen af Palæstina og oprettelsen af staten Israel i 1947 har regionen været præget af konflikter, og krig. Ifølge Enhedslisten har denne beslutning haft katastrofale følger for regionen, hvilket har ført til årtiers lidelse for palæstinenserne.

53 lys for 53 dage med krig – Enhedslistens solidaritetshandling for det palæstinensiske folk. Foto: Pressefoto