Over 200 frivillige har meldt sig til Royal Run – men der mangler stadig hænder
Fredericia Løbeklub og Fredericia Triatlon Team søger 60 frivillige til at hjælpe med Royal Run 2024, der finder sted den 20. maj
Der er brug for hjælp til en række forskellige opgaver, f.eks.:
- Opstilling og nedtagning af telte og boder
- Udlevering af startnumre og T-shirts
- Vejvisning og information til løbere
- Sikring af løbsruterne
- Oprydning efter løbet
– Royal Run nærmer sig. Fredericia Løbeklub og Fredericia Triatlon Team er i fuld gang med at rekruttere frivillige til at hjælpe på dagen. Foreløbig er 210 ”om bord”. Men det er ikke nok til at løse alle opgaverne. Vi har brug for yderligere 60 hjælpere til de forskellige opgaver på dagen, som det ser ud lige nu, udtaler Marlene Olling og Rita Pedersen i en netop udsendt nyhedsmail. De to administrerer klubbernes frivillige indsats på dagen.
Alle frivillige får en Royal Run T-shirt og inviteres til et informationsmøde den 6. maj kl. 19.00. Hvis du vil tilmelde dig som frivillig hjælper, så kan det gøres på følgende mail:
frivilligRR@gmail.com – Du kan også vælge at kontakte klubberne på telefon for at høre nærmere. Ring til Marlene Tolderlund på: Tlf. 4098 9046
Masser af oplevelser venter løberne
Uanset om du løber OneMile, 5 km eller 10 km, kan du se frem til en uforglemmelig oplevelse i Fredericia. Der vil være “hot spots” på alle ruter, hvor foreninger og andre aktører står klar til at heppe på dig og give dig en ekstra dosis motivation.
Mere end 30 hotspots
Rundt langs ruten vil der være mere end 30 forskellige hotspots, hvor 200 frivillige fra det lokale foreningsliv vil stå klar til at hjælpe dig. Du kan også glæde dig til at blive heppet på af de mange lokale fredericianere, der vil skabe en fantastisk stemning under løbet.
Anbefaling: Tag cyklen eller gå ind til byen
Der forventes op mod 33.500 deltagere (løbere,tilskuere mm.) i Royal Run Fredericia, og derfor kan det blive udfordrende at parkere. Det anbefales derfor, at du tager cyklen eller går ind til byen på dagen.