FREDERICIA

Ny campuschef skal skabe nye synergier mellem uddannelser i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Ny campuschef skal skabe nye synergier mellem uddannelser i Fredericia

IBC har per 1. december ansat Jakob Lund i en nyoprettet stilling som campuschef i Fredericia.

Campuschefen bliver leder for IBC Fredericia Middelfart med EUD Business, EUX Business og HHX samt HF og VUC Fredericia med HF og Almen Voksenuddannelse (AVU) på VUC samt for IBC Kurser og Unge i Centrum.

”IBC Fredericia har store muligheder for synergier på tværs af afdelingerne, som campuschefen skal styrke og udvikle. I dag betyder det tætte samspil mellem AVU og HF allerede, at en stor del af AVU-kursisterne bliver i huset, når de fortsætter. Det samme arbejder vi på med overgange fra AVU til EUD, EUX og HHX. Synergier, reformer, byudvikling og internationalisering kræver, at vi er med i de rigtige fora,” siger IBCs administrerende direktør Jens Gamauf Madsen.

jakob lund, IBC45-årige Jakob Lund kommer til IBC fra en stilling som vicerektor for VUC Vest i Esbjerg. Han har tidligere været ansat på Munkensdam Gymnasium i Kolding, på SDU i Kolding og på EUC Lillebælt i Fredericia i fem år. Jakob Lund bor i Kolding med sin kone Anette og tre børn på 6, 10 og 13 år.

”Jeg kender Fredericia godt efter fem år på EUC på den anden side af Snoghøj Landevej. Jeg ved, at Fredericia styrker uddannelse som et led i at tiltrække flere arbejdspladser. Jeg ser frem til at koble IBCs meget forskellige elevgrupper og uddannelse i det hele taget med erhvervslivet, så de unges viden og ideer kommer til at gøre gavn i virksomhederne. Det er jo derfor, vi uddanner de næste generationer af arbejdstagere og iværksættere,” siger Jakob Lund.

På Munkensdam Gymnasium var han international koordinator, og han har boet en stor del af sin barndom i Sverige, så han kan bidrage med internationale erfaringer og kontakter på IBC.

”Jeg ser andre kulturer og vores forskelle som en styrke, som jeg vil inddrage i mit arbejde som campuschef. Konkret vil jeg benytte de erfaringer til at arbejde med at eksportere ungdoms- og erhvervsuddannelser ud i Europa, som vi fik lovhjemmel til tidligere i år,” siger Jakob Lund.

Set med mere lokale briller vil han arbejde for, at unge i Børkop/Brejning samt på Vestfyn i større grad bliver opmærksomme på, hvad de kan læse og blive med uddannelserne på IBCs campus i Fredericia, så flere fra de områder vælger IBC i Fredericia.