Covid-19 / Corona virus

Nu gælder det! Hold fokus på retningslinjerne

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Genåbningen af Danmark stiller store krav til os alle 

Med den gradvise genåbning af Danmark har mange af os fået kontakt med flere mennesker i dagligdagen. Det betyder, at vi alle, hver især, lettere bliver et led i en ny smittekæde. Fredericianerne er stadig gode til at lade sig teste, når behovet melder sig, og det er i høj grad med til at bryde smittekæderne. Derfor er det også helt afgørende, at vi holder fast ved de gode vaner, vi allerede har tilegnet os, og følger myndighedernes anvisninger, hvis vi skal undgå endnu en nedlukning. 

”I Fredericia har vi netop haft en periode med høje smittetal og risiko for lokale nedlukninger. Det vil vi selvfølgelig gøre alt for at undgå, og derfor er det altafgørende, at vi i fællesskab løfter den opgave, særligt når vi befinder os midt i en genåbning. Vi skal fortsætte med de gode vaner, som vi efterhånden alle har på rygraden, for det er nu det gælder”, siger borgmester Steen Wrist. 

Region Syddanmark øger PCR-kapaciteten 

Fra uge 20 vil Region Syddanmark hver mandag fra kl. 09.00-17.00 være i Elbohallen med en mobil testenhed. Her får fredericianerne mulighed for at blive PCR-testet i svælget uden tidsbestilling. Aftalen løber lige nu i maj og juni måned med mulighed for at forlænge aftalen efter behov. 

Derudover er der også mulighed for at få en PCR-test uden tidsbestilling i weekenden. Regionen lægger vejen forbi Fredericia Sundhedshus både lørdag og søndag kl. 09.00-17.00 med deres mobile testenhed. Du skal bare møde, og vær opmærksom på, at der kan være kø og ventetid. 


Få det fulde overblik over testcentre i hele landet: Find COVID-19 testcenter (coronasmitte.dk). På kortet kan du finde både PCR-test og hurtigtest, som udbydes af de danske myndigheder.

Gode råd

  • Tag i dagligvarebutikker, byggemarkeder, bolighuse, planteskoler mm. 1 person af gangen. 
  • Undgå at opsøge de mest befærdede steder, hvor der er større risiko for smitte.
  • Bliv enten kvik- eller PCR-testet jævnligt for at bryde smittekæder.