
NTO skal levere optælleanlæg til Dansk Retursystems nye fabrik

Automationsvirksomheden NTO har vundet udbuddet om at levere optælleanlægget til Dansk Retursystems nye pantfabrik i Fredericia
Dansk Retursystem har valgt NTO som leverandør af optælleanlægget til deres nye fabrik i Fredericia. NTO er eksperter i automation og har tidligere leveret løsninger til Dansk Retursystems fabrik i Høje Taastrup, det oplyser Dansk Retursystem i en pressemeddelelse torsdag morgen.
– Vi er glade for at få en erfaren samarbejdspartner til vores nye fabrik, og vi ser frem til at få deres teknologi til vores fabrik. Det bidrager til vores ambition om at skabe en mere effektiv og automatiseret fabrik, udtaler Lars Krejberg Petersen, administrerende direktør i Dansk Retursystem.

Stort projekt i Fredericia
NTO glæder sig over at skulle stå for optælleanlægget til Dansk Retursystems nye fabrik.
– Det er en stor glæde for os, at vi er valgt som leverandør til Dansk Retursystems nye fabrik. Det er et stort projekt, hvor vi glæder os til at få flere forskellige af vores kompetencer i spil, og hvor vi også er glade for at skulle samarbejde på tværs i Motus Nordic Group A/S, siger Preben Jakobsen, administrerende direktør i NTO.
Ny fabrik med mulighed for udvidelse
Den nye pantfabrik i Fredericia samler Dansk Retursystems aktiviteter i Vestdanmark og flytter virksomheden fra to adresser i Løsning til én i Fredericia. Fabrikken forventes at stå klar i udgangen af 2025.