FREDERICIA

Mød frihedsprisens talenter hos Billunds Boghandel på lørdag

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

I weekenden, i forbindelse med markeringen af 4. maj, blev Arlette Andersens Frihedspris uddelt for tredje år i træk på Fredericia Rådhus. I den forbindelse blev 14-årige Caroline Skansing Nielsen vinder af en særlig talentpris på 3.000 kr. uddelt af undertegnede.

På lørdag kl. 12 i Billunds Boghandel vil Caroline Skansig Nielsen sammen med de tre vindere af årets frihedspriser præsentere de kreative værker omkring temaet frihed, som de har lavet.

Vinder af Arlette Andersens særlige frihedspris og 10.000 kr. blev Kirstine Marie Føns Pedersen for digtet “Hvad er vi”, Anna Sofie Holk fik 2. prisen og 5.000 kr. for billedværket “Fri som fuglen”, og Katrine Christensen modtog 3. prisen og 3.000 kr. for digtet “Hvad er vi værd”.

Præsteret noget særligt

De unge mennesker har alle præsteret noget særligt, som vi gerne vil give dem mulighed for at præsentere for alle, der måtte være interesserede. På lørdag fra kl. 12 til 13 i Billunds Boghandel vil der således være mulighed for at møde de fire prismodtagere og høre dem læse deres digte op, ligesom Anna Sofie Holk vil vise sit billedværk frem. De fire unge mennesker får ligeledes mulighed for at sætte ord på deres tanker omkring projekterne.

De unge mennesker har virkelig arbejdet med begrebet frihed, og der er kommet nogle fine digte ud af det samt et flot billedværk, og deres arbejde fortjener at blive fremhævet. De har arbejdet i den ånd, som Arlette Andersen har holdt sine mange foredrag i – at vi skal værne om friheden og gøre alt, hvad vi kan, for ikke at glemme, hvordan friheden hurtigt kan blive taget fra os, hvis vi lader os undertrykke af ekstreme politiske kræfter.

Arlette Andersen vil selv deltage i arrangementet på lørdag i Billunds Boghandel fra kl. 12 til 13.