FREDERICIA

MiniCO2 Etagehus TRÆ i Kanalbyen i Fredericia vinder pris

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

MiniCO2 Etagehus TRÆ: Vinder af Årets Lavemissions Træbyggeri 2023

Den 22. maj blev vinderen af prisen som Årets Lavemissions Træbyggeri fundet på trækonferencen Build in Wood i København. Vinderen blev det femetagers boligbyggeri MiniCO2 Etagehus TRÆ i Fredericia blandt andet som følge af projektets innovative og eksperimenterende tilgang til, hvordan man kan bygge etagebyggeri til boligformål med mindst muligt CO2-udledning ved brug af træ.

Det fortælles i en pressemeddelelse idag.

Foreningen Træ i Byggeriet står bag Årets Lavemissions Træbyggeri. Prisen uddeles til et byggeprojekt, der har anvendt træ som byggemateriale, og som opfylder kravene til de lave CO2-aftryk i den frivillige lavemissionsklasse.

Byggeri med minimalt CO2-aftryk

MiniCO2 Etagehus TRÆ er opført på kun 10 måneder og 8 procent under det estimerede budget, og med nul fejl ved aflevering. Projektet demonstrerer, hvordan fremtidens etagebyggeri kan se ud, hvis vi skal bygge inden for planetens grænser og overholde Paris-aftalen.

– Ikke alene er MiniCO2 Etagehus TRÆ opført på kun 10 måneder og 8 procent under det estimerede budget samt med nul fejl ved aflevering. Projektet viser også, hvordan fremtidens etagebyggeri kan se ud, hvis vi skal bygge inden for de planetære grænser og overholde Paris-aftalen, lyder det fra bestyrelsesformand for Træ i Byggeriet, Martin L. Petersen.

Byggeriet har især begejstret dommerkomiteen med sit bidrag til ny viden om brandkrav og lydforhold i etagebyggerier af træ. Denne viden kan bane vejen for implementering af præaccepterede løsninger for etagehuse bygget af træ.

Prisen uddeles af Foreningen Træ i Byggeriet. Den modtages af bygherren Realdania By & Byg og rådgiverteamet bag det innovative byggeri. Foto: Kanalbyen

Bæredygtighedscertificering DGNB Guld

MiniCO2 Etagehus TRÆ lever op til bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld. Realdania By & Byg er bygherre på projektet, der har Egil Rasmussen som entreprenør, JAJA Architects og ONV som arkitekter og Artelia som rådgivende ingeniører. Byggeriet indgår i et innovativt byggeeksperiment i Fredericia, hvor der udover MiniCO2 Etagehus TRÆ også opføres fem andre byggerier med samme proportioner. Disse byggerier skal danne grundlag for sammenligning af forskellige byggematerialers klimabelastning samt optimering af byggeprocesser.

Et stærkt finalefelt

MiniCO2 Etagehus TRÆ vandt prisen over et stærkt finalefelt, der bl.a. omfattede Tversted House i Tversted og TRÆ i Aarhus Sydhavn.

– Det er tre stærke finalister, der i år var med i opløbet til prisen. De viser hver især, hvordan man med træ som det primære byggemateriale kan forene bæredygtige ambitioner med design og æstetik. De giver et indblik i fremtidens byggeri – og der er behov for at gå nye veje, hvis vi i Danmark skal leve op til vores ambition om at nedbringe vores CO2-aftryk med 70 procent inden 2030, fortæller Martin L. Petersen.

Bedømmelseskriterier
Formålet med prisen er at anerkende aktører indenfor byggebranchen, der opfører byggeprojekter med udgangspunkt i træ, som samtidig har fokus på, at byggeriets opføres bæredygtigt.

For at blive nomineret til Årets Lavemissions Træbyggeri skal følgende kriterier kunne opfyldes:

  • Byggeriet skal være et dansk byggeri, der er under opførelse eller færdiggjort i 2023
  • Byggeriet skal være et træbyggeri
  • Byggeriet skal have en deklareret LCA-beregning (livscyklusanalyse) iht. gældende beregningsregler
  • Byggeriets CO2-aftryk skal opfylde kravene til den frivillige bæredygtighedsklasse iht. gældende lovkrav (<8,0 kg. CO2 ækvivalenter/m2/år)
  • Byggeriet skal helst være DGNB-certificeret eller på anden måde miljøcertificeret