Kultur

Med to måneder til “Showcase 2023” er halvdelen af billetterne allerede solgt

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Det er en velkendt og populær tradition, at afgangseleverne fra Musicalakademiet giver os et indblik alt det de kan i et spændende og krævende program.

Der er ingen tvivl om, med det forrygende billetsalg der er til “Showcase 2023”, at fredericianerne er sultne efter musical, dygtige kunstnere, flotte opsætninger og vellyd til ørerne.

Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet Fredericia og Fredericia Musicalteater fortæller i en pressemeddelelse, at mere end halvdelen af billetterne allerede er solgt. Det er faktisk mere end flot, da “Showcase 2023” først er i dagene 20.-23. juni.

Det er de talentfulde afgangselever der vil vise os hvad de kan i et spændende program. Blandt afgangseleverne er der én fredericianer, Kathrine Lemmeke Madsen, som vi får gensyn med i Charles Tante, og gensynsglæden rækker sikkert også til Line Weien Hoffmann i samme opsætning.
Charles Tante har premiere 15. september 2023.

Vi skal opleve: “Spring Awakening” og “Magic To Do”.

“Aftenen lægger ud med “Magic To Do” – en fortryllende musicalkoncert med nogle af de bedste sang og dansenumre af legender som bl.a. Kander and Ebb, Stephen Schwartz, Barry Mann mfl.”, står der på hjemmesiden, og der forsættes:

“Efter pausen kan man opleve den prisvindende Broadwaymusical “Spring Awakening”. Forestillingen foregår i Tyskland i sidste del af 1800-tallet og handler om identitet, oprør, seksuel opblomstring og den ofte anstrengte relation mellem voksne og teenagere. “Spring Awakening” tager emner som seksualitet, voldtægt, stress, selvmord og ensomhed blandt unge op.
Den foregår måske i 1800-tallet, men den moderne og Grammy-vindende rockmusik bringer fortid og nutid sammen i en hårdtslående og rørende fortælling, som i allerhøjeste grad viser, at unge i dag kan spejle sig i deres forgængere.”.

Herunder de talentfulde scenekunstnere og deres helt egen præsentation.
3. års studerende: Aviaya Rønnow Steinø, Johannes Johansen, Katrine Lemmeke Madsen, Line Weien Hoffmann, Mira Andrea Balloli, Morten Adelhardt Kristensen, Rosa Kuhlmann Gehl og Tobias Arentoft Gräs.

Fra venstre: Aviaya Rønnow Steinø, Johannes Johansen, Katrine Lemmeke Madsen, Line Weien Hoffmann, Mira Andrea Balloli, Morten Adelhardt Kristensen, Rosa Kuhlmann Gehl og Tobias Arentoft Gräs. Foto: Johan Klitgård, Rikke Engmann Hansen, Michael Tonsberg

Mira Andrea Balloli
I september 2023 får jeg min professionelle debut på Det Ny Teater i forestillingen ‘Sister Act’. Jeg glæder mig til at komme ud i branchen og afprøve de forskellige former for scenekunst. Jeg drømmer også om at være med til at udvikle musicalgenren i Danmark og udnytte dens potentiale.

Line Weien Hoffmann
Jeg glæder mig til at have min professionelle debut lige her på Fredericia Musicalteater i forestillingen ‘Charles Tante’ til efteråret! Derefter håber jeg at kunne udvikle videre på min bachelor og andre egne projekter.

Morten Kristensen
Jeg glæder mig til september 2023, hvor jeg får min professionelle debut på Det Ny Teater i København i forestillingerne ‘Sister Act’ og ‘Kinky Boots’. Derudover glæder jeg mig til at se, hvad fremtiden ellers bringer af nye eventyr.

Rosa Kuhlmann Gehl
Når jeg dimitterer til sommer, ser jeg frem til at komme ud i branchen og få en masse nye spændende oplevelser både på og af scenen. Jeg glæder mig enormt meget til at blive ved med at undersøge, afprøve, lære og udvikle mig som kunstner og performer.  

Tobias Arentoft Gräs
Når jeg til sommer dimitterer fra Den Danske Scenekunstskole, glæder jeg mig til at komme ud og finde min plads i branchen, hvor jeg drømmer om både at arbejde med scenekunst, film og tv. Jeg har sådan lyst til at udfordre, lære og udvikle og glæder mig til at gøre lige netop dét med nogle rigtig spændende mennesker. 

Kathrine Lemmeke Madsen
Som født og opvokset i Fredericia fangede musicals hurtigt min interesse. Derfor glæder jeg mig særligt til efteråret 2023, hvor jeg får min professionelle debut lige her på Fredericia Musicalteater i deres nye musicalversion af ‘Charles Tante’. Jeg glæder mig til at komme ud og tage del i den scenekunstneriske branche og være med til at åbne nye døre for musicalen i Danmark. 

Aviaya Rønnow Steinø
Mit navn er Aviaya, jeg er 21 år gammel og er færdig med min BA i musical til sommer. Til september debuterer jeg på Østre Gasværk Teater, og jeg glæder mig til at komme ud i branchen og lave en masse forskelligt scenekunst.

Johannes Lyngby Johansen
Jeg glæder mig til at komme ud i verden og undersøge, være nysgerrig og tillære endnu mere viden og erfaring samt at kunne udvikle og blive ved med at lære nyt om mig selv i mit kunsteriske virke. I september 2023 debuterer jeg i en forestilling på Østre Gasværk Teater, som jeg ser enormt meget frem til.

Bestil billetter her.