Kultur

KunstSpiralen præsenterer i oktober måned billedkunstner Jørn Olsen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

KunstSpiralen præsenterer i oktober måned billedkunstner Jørn Olsen 

Jørn Olsen stammer fra Fjerritslev i Nordjylland tæt på Jammerbugten. Han blev oprindelig uddannet som tømrer og senere som bygningskonstruktør fra Horsens Byggetekniske Højskole i 1973. Herefter har han drevet selvstændig arkitekt- og ingeniørvirksomhed indtil 2012.

Jørn har altid interesseret sig for at male og tegne, men livet som selvstændig og familiemenneske satte sine begrænsninger. Så det blev kun til sporadiske forsøg indtil 2009, hvor han for alvor tog fat på at male og udfolde sig i kunstens verden. Siden 2012 har han helliget sig maleriet helt og er blevet fuldtidskunstner. Som kunstner er han autodidakt bortset fra deltagelse i kurser. Han er meget produktiv og har deltaget i mange udstillinger blandt andet i Galleri Aalestrup. Han har permanent udstilling i Zeta House, Vejle og Danish Gallery. Han blev i årene 2011, 2012 og 2014 optaget med sine billeder på den censurerede udstilling i Tørring-Uldum Kunstforening.

Jørn har typisk malet akrylbilleder, men de senere år er han også begyndt at male akvareller. Der vil på udstillingen blive mulighed for at se begge typer billeder. “Inspirationen henter jeg i hverdagen, hvor oplevelser og følelser bliver udtrykt gennem maleriet, men også naturen har indflydelse i landskabsbillederne og i de mere abstrakte malerier”, fortæller Jørn om sine billeder.

“Mine abstrakte malerier kalder jeg fabler, og de er ofte uden titel. Tanken er, at beskueren i sin egen fantasi skal arbejde videre med billedet”, forklarer Jørn videre. Hans udtryksformer i maleriet spænder vidt, men han er for tiden stærkt inspireret af rejser til bl.a. USA, Grønland, Skotland og senest Island, som han er meget begejstret for. Han holder meget af naturen og finder og fastholder sine motiver med kameraet. Hjemme bliver de så fortolket på lærredet eller akvarelpapiret.

 

Jørn Olsens udstilling i KunstSpiralen, Prinsessegade 39 b, 7000 Fredericia er åben fra lørdag den 1. oktober til lørdag den 29. oktober 2016 i de almindelige åbningstider i Galleriet. Der er åbent hver fredag fra kl 14-18.00 og lørdag fra kl. 10-14.00, og der er gratis adgang.

Jørn Olsen inviterer til fernisering i KunstSpiralen lørdag den 1. oktober 2016 kl. 11-14.00, hvor han vil være til stede og byde på en forfriskning og lidt blandede bolcher.

 

Alle er velkommen til at besøge udstillingen og galleriet, der også præsenterer spændende kunst og kunsthåndværk fra 16 andre kunstnere på alle 4 etager i det gamle pakhus i baggården til Prinsessegade 39B. Galleri KunstSpiralen er altid et besøg værd – skiftende udstillinger og kunstnere sikrer, at der altid er nyheder i galleriet.