FREDERICIA

Kom og hør om alternativer til oliefyret

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Energicafé i Det grønne Rum
Fyringssæsonen er ved at være godt i gang, så måske er det tid til at overveje, om dit oliefyr bør udskiftes til en billigere og mere miljøvenlig opvarmningsform.

Energisamarbejdet mellem Middelfart, Fredericia, Vejle, Kolding, Billund og Vejen kommuner inviterer sammen med Energistyrelsens rådgivningstilbud til en række arrangementer om alternative opvarmningsmetoder. Her kan du blandt andet høre mere om varmepumper og andre fremtidssikrede alternativer til oliefyret.

”Fjernvarmen i store dele af trekantområdet er stort set CO2-neutral. Men ikke alle bor i områder, hvor det er muligt at få den miljøvenlige fjernvarme. Det er derfor vigtigt for os at fortælle de borgere, der bor udenfor fjernvarmeområderne, at der er andre grønne alternativer til oliefyret. Folketinget har vedtaget at sænke elvarmeafgiften, så nu bliver det billigere at opvarme huset med varmepumpe. Det er også en faktor, man skal regne ind, så det kan være svært for den enkelte at gennemskue, hvad der er den bedste løsning for dem. Derfor har vi arrangeret to energicaféer, hvor man kan blive klogere på varmekilder”, siger Christian Bro, formand for Miljø- og Teknikudvalget i Fredericia Kommune.

I Fredericia er der Energicafé i Det grønne Rum onsdag den 31. oktober fra kl. 17 – 20 og igen lørdag den 3. november fra kl. 10 til 14. Energicaféerne er åbent hus-arrangementer, hvor du kan komme forbi og få en uforpligtende snak med energieksperter, der gerne svarer på spørgsmål om udskiftningen af oliefyret og energibesparelser i boligen. Har du et energimærke, så tag det med og få råd og vejledning om, hvad du kan bruge det til.

Der bliver holdt informationsmøder flere andre steder i hele trekantområdet, så hvis du ikke kan deltage i Fredericia, er der stadig rig mulighed for at blive klogere på grønne varmekilder. Tilmelding er ikke nødvendig til energicaféerne i Fredericia, men ønsker du at deltage i et af de øvrige informationsmøder, kan du tilmelde dig på https://www.middelfart.dk/Skrotditoliefyr