FREDERICIA

Jubilæumsår – og spadestik til stor udvidelse

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Hotel Fredericia klar med stor udvidelse i jubilæumsår

Hotel Fredericia har fået vokseværk og går i gang med en historisk udvidelse. For ikke nok med at det er første gang, at hotellet bygger sig til flere værelser, det sker samtidigt i jubilæumsåret 2016.

I år fylder Hotel Fredericia – i folkemunde tidligere kendt som ”Kronprindsen” – nemlig 30 år.

– Det er en utrolig dejlig måde at fejre sin 30 års fødselsdag på, siger direktør Einar Kring om hotellets udvidelse.

Det er noget af en udvidelse, Hotel Fredericia går i gang med. Når den ny fløj står klar senest 1. Januar 2017, er hotellet blevet over en halv gange større. I dag har hotellet 77 værelser. Med udbygningen vokser hotellet med 41 værelser og 2 konferencelokaler ekstra.

hotel fredericia– Det er jo et luksusproblem, at vi er nødt til at udvide så kraftigt for at kunne følge med efterspørgslen, siger direktør Einar Kring.

Det er vækst i alle segmenter fra leisure,- business og messeovernatninger til konferencer, hvor øget efterspørgsel inden for disse kategorier netop fylder Hotel Fredericia. Udvidelsen sker derfor for at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel, som der er til Fredericia som destination.

Rent fysisk kommer fløjen til at ligge på den sydlige del af den netop indkøbte grund fra kommunen, og dermed bliver den placeret med en skøn udsigt til både sø og golfbane.

Første spadestik bliver mandag den 11. april 2016 kl. 14.00 ved borgmester Jacob Bjerregaard, og det udbyggede Hotel Fredericia står klar senest 1. Januar 2017.