Politiets døgnrapport

Jernbanebroen over Vejlevej ramt af en kran

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Læs også om 20-årig der er dømt for at fremme terror, og så er det stadig “Den sureste uge”

Det gik onsdag kl 10.16 galt for en fredericiansk lastbilchauffør på 30 år, da han ville køre gennem jernbanetunnellen på Vejlevej.

På hængeren havde han en kran, som ikke var “kørt” langt nok ned, og den ramte derfor broen.

Hydraulikolien var under tryk, og slangerne blev revet over. Det medførte, at olie blev sprøjtet ud over en BMW ført at en mandlig bilist på 30 år, og en kvindelig bilist på 19 år der kørte i en Skoda. Begge er fra Fredericia.

ANDET STOF

20-årig mand tiltalt for fremme af terror gennem socialt medie

Af Anette Pedersen

Den 20-årige mand er tiltalt for gentagne gange gennem en Instagram-profil at have fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat (IS) ved at dele terrorrelateret og militant islamistisk materiale med personer i udlandet.

Justitsministeren har tiltrådt anklagemyndighedens indstilling om, at der rejses tiltale mod en nu 20-årig dansk mand fra Storkøbenhavn for overtrædelse af straffelovens § 114 e, 1. pkt., ved at have fremmet virksomheden for terrororganisationen IS gennem deling af terrorrelateret og andet militant islamistisk materiale med flere personer i udlandet.

Manden er tiltalt for i alt ni forhold, som er begået fra november 2021 til januar 2022. 

Ifølge anklageskriftet har den 20-årige mand gennem en Instagram-profil bl.a. sendt links til og billeder af propagandamateriale for IS samt materiale om fremstilling af våben og sprængstof, ligesom han har vejledt personer i udlandet om martyrdøden og om mulige angrebsmål. Materialet er delt med i alt fire andre Instagram-profiler.

”Det er en alvorlig sag, når nogen deler materiale med andre personer, der kan føre til, at terrorangreb bliver begået. Efter anklagemyndighedens opfattelse er det med til at fremme IS’s virksomhed, når militant islamistisk, terrorrelateret materiale og propaganda for IS på den måde udbredes,” siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Statsadvokaten i København.

Sagen er rejst som en nævningesag, da anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om en straf på fængsel i 4 år eller mere. Sagen er indbragt for Retten på Frederiksberg.

Giv et smil til skolepatruljerne i den sureste uge

For høj hastighed, uopmærksomhed og aggressiv adfærd er bare nogle af de ting landets skolepatruljer oplever, når de dagligt passer på deres venner ved skolevejene, og det er en adfærd, der skaber utryghed. 

Uge 5 som generelt er våd, kold og blæsende har Rådet for Sikker Trafik døbt den “sureste uge”, og med kampagnen vil de få flere til at vise skolepatruljer den anerkendelse, de fortjener. Hver eneste skoledag trækker frivillige skolepatruljeelever refleksvesten over hovedet og tager den selvlysende “slikkepind” i hånden for at passe på deres venner, når de bevæger sig til og fra skole. Rådet for Sikker Trafik sætter hele ugen fokus på skolepatruljernes arbejde, og langt størstedelen af landets politikredse bakker op om kampagnen ved at aflægge landets skoler et besøg i det tidsrum, hvor skolepatruljerne udfører deres vigtige arbejde. 

Rigtig mange skoleelever inklusiv skolepatruljerne oplever en utryghedsskabende adfærd fra andre trafikanter, som blandt andet kører for stærkt, ikke udviser det fornødne hensyn, som kræves omkring skolevejene, eller som har en direkte aggressiv adfærd overfor dem.

“Det er et problem for trygheden på skolevejene generelt, at nogle trafikanter ikke viser hensyn, blæser på færdselsloven og samtidig udviser aggressiv adfærd over for de børn, som frivilligt har valgt at være skolepatrulje, og derfor sætter vi ind med kontroller i de fleste politikredse i denne uge”, siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Koncernkommunikation.

En undersøgelse lavet for Rådet for Sikker Trafik viser, at godt hver tredje skolepatruljeelev har oplevet ubehagelige situationer, hvor voksne har opført sig hensynsløst. Rådet for Sikker trafik har derfor sammen med deres samarbejdspartnere fokus på problematikken.

Børn efterligner

Børn efterligner voksnes adfærd. De observerer og genkender det, som er i deres omgivelser. De gør det for at lære, men også for at være ligesom de andre og for at være en del af gruppen. Derfor er det ikke helt uvæsentligt, at vi som voksne går foran som et godt eksempel og overholder færdselsloven, når vi færdes i trafikken.

“Når vi færdes i trafikken sammen med børn, skal man huske, at de oftest spejler sig i ens adfærd, hvorfor vi som voksne altid bør tænke over, hvordan vi opfører os, for på den måde kan vi bidrage til en ordentlig og sikker trafikkultur – og skabe et rum, hvor vi alle kan være trygge. For der skal være plads til alle – og et smil skader aldrig”, siger Christian Berthelsen, politiassistent, Rigspolitiets Koncernkommunikation.

Politiet vil derfor have fokus på problematikken, når vi bakker op om den “sureste uge”, således bilister og cyklister på den måde bliver mindet om, at de både skal følge færdselsreglerne og udvise særligt hensyn over for børn og skolepatruljer i trafikken. 

Gode råd til at hjælpe skolepatruljerne, så de kan hjælpe de andre skolebørn

  • Overhold færdselsreglerne
  • Følg skolepatruljernes anvisning
  • Sænk farten på skolevejene
  • Vær ekstra opmærksom
  • Vær et godt eksempel for andre
  • Giv et smil til de små superhelte