SAMFUND

Ildsjæl ny formand for udsatterådet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Social- og omsorgsudvalget har udpeget Bjarne Dahlmann som formand for Udsatterådet

Bjarne Dahlmann, der er leder af Kirkens Korshærs varmestue og genbrug i Fredericia, er blevet udpeget til at være den nye formand for Udsatterådet i Fredericia.

”I Bjarne har vi fået en kompetent formand for Udsatterådet, der har kendskab og netværk til de udsatte i Fredericia i kraft af hans arbejde i Kirkens Korshær. Han brænder for arbejdet med de udsatte, og jeg ser frem til samarbejdet og glæder mig til nogle gode dialoger”, siger Henning Due Lorentzen, formand for Social- og omsorgsudvalget.

Bjarne Dahlmann har været medlem af Udsatterådet siden 2014, hvor han har siddet som repræsentant for Kirkens Korshær. Han vil som formand for Udsatterådet have stor fokus på at være talerør for de udsatte.

 

”Det er de mest udsatte i samfundet, som har sværest ved at fremlægge sin sag, og derfor vil jeg arbejde for, at Udsatterådet bliver deres talerør. Jeg forventer, at der bliver en god dialog med både politikere og embedsmænd, og at vi kan komme med vores feedback og bliver inddraget som sparringspartnere på begge niveauer”, siger Bjarne Dahlmann.

 

Bjarne Dahlmann skal nu i gang med at finde kandidater til det nye udsatteråd sammen med bl.a. voksen- og sundhedschef Rolf Dalsgaard Johansen. Det er vigtig at finde personer, som har kompetencer og energi, som de gerne byder ind med.

”Det er meget vigtigt for os at få input fra de udsatte borgere i kommunen, så vi kan målrette vores indsatser bedre. Samarbejdet med Udsatterådet er forpligtende, og vi har allerede sammen iværksat gode initiativer som eksempelvis ” de skæve tænder”, der er et frivilligt tandlæge tilbud til socialt udsatte. Sådanne nogle initiativer håber jeg på, at vi fremadrettet kan sætte i gang sammen”, siger Rolf Dalsgaard Johansen, som glæder sig til det fremtidige samarbejde med Bjarne Dahlmann.

Kandidaterne til det nye udsatteråd bliver præsenteret på Social- og omsorgsudvalgets møde i maj måned.

(Foto : Facebook)