FREDERICIA

Har du søgt om at blive domsmand eller nævning?

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

De to landsretspræsidenter har fra landets grundlisteudvalg modtaget lister over dem, som udvalgene har indstillet til hvervet som domsmænd og nævninger.

Det er ofte svært at skaffe frivillige, men det gælder ikke i denne omgang, hvor langt flere borgere har skrevet til kommunerne, at de gerne vil være domsmand eller nævning, end der er brug for.

Listerne, de såkaldte grundlister, er fra alle kommuner sendt til de to landsretspræsidenter, der har til opgave at sammensætte de kommende fire års domsmænd og nævninge. Da der er langt flere der har tilmeldt sig, end der skal bruges, vil udpegningen foregå ved lodtrækning.

De der bliver udtrukket vil få besked senest i september 2023, og hører du til dem der spændt ser frem til at modtage et brev, vil et mangelende brev betyde, at du ikke skal være hverken domsmand eller nævning fra 1. januar 2024.

Undtagelsen er, hvis der er nogen der benytter sig af muligheden for at søge om fritagelse, og får det bevilliget.

Arbejdet som domsmand eller nævning er “offentligt ombud”, og man kan derfor ikke bare melde fra. Derfor skal der ansøges om fritagelse, og det kræver en ganske særlig grund. “Det kan eksempelvis være helbredsmæssige- eller erhvervsforhold,” skriver Domstolsstyrelsen.