Kort Nyt

Halvmarathon forlænger rejsetiden på Den Nye Lillebæltsbro

Udgivet af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Hvis du er trafikant og har planer om at køre på Den Nye Lillebæltsbro lørdag 6. maj, så kan du med fordel køre hjemmefra i ekstra god tid.

Her bliver der nemlig afholdt Lillebælt Halvmarathon med deltagelse af hundredvis af løbere fra hele landet. Løbet finder sted i Middelfart på Fyn, Snoghøj i Jylland og ikke mindst på Den Gamle Lillebæltsbro, der vil være spærret mellem kl. 13.30 og 16.30.

På grund af løbet vil vejnettet i hele området omkring Lillebælt være påvirket fra lørdag formiddag til ud på eftermiddagen. Vejdirektoratet opfordrer derfor trafikanter i området til at forberede sig på lidt ekstra rejsetid og følge Vejdirektoratets trafikråd, det oplyser vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Gode råd til trafikanter   

For deltagere i Lillebælt Halvmarathon:

  • Kører du i bil, så kør i god tid, da trafikken vil være påvirket.
  • Søg aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, før du kører.  
  • Hold dig orienteret og hør P4, mens du kører.

For øvrige trafikanter:

  • Forvent kødannelser i området omkring Den Nye Lillebæltsbro og sæt ekstra tid af til turen. Trafikken vil være påvirket mellem kl. 10.00 og 17.00.
  • Den Gamle Lillebæltsbro er spærret mellem kl. 13.30 og 16.30.
  • Fællesstien på Den Gamle Lillebæltsbro er åben for fodgængere og cyklister.
  • Søg aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, før du kører.
  • Hold dig orienteret og hør P4, mens du kører.

For rejsende med kollektiv trafik:

  • Vær opmærksom på omlægninger af busruter i området.
  • Tjek din rute på Rejseplanen.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.