Pressemeddelelse

Fredericiansk gymnasieelev spiller advokat i Sommer i Tyrol

Udgivet af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericiansk gymnasielev har interesse for at stå på de skrå brædder – Han skal spille advokat i “Sommer i Tyrol”

Når Frøbjerg Festspil i år spiller Sommer i Tyrol kan det kun lade sig gøre, fordi så mange med interesse for musik, skuespil og dans er på rollelisten.

Medvirkende med vidt forskellige baggrunde. Her er skolelæreren, den studerende, pensionisten og alle er de dedikerede til at bruge en masse timer på at øve og optræde. Helt uden at få noget for det.

Blandt de mange skuespillere, er den fredericinske 19-årige gymnasieelev Christopher Schøllhammer Rørmose.

Om Sommer i Tyrol

I Hotel Den Hvide Hest ved Wolfgangsøen i det tyrolske Østrig udspiller der sig næste sommer en lille, men ikke ubetydelig strid.

Undertøjsfabrikant Møller har opfundet noget helt nyt: undertrøje og underbukser ud i ét. Men hans konkurrent Sigismund Sülzheimer har kopieret den geniale idé, men med en lille ændring. Møllers model knappes forfra, Sülzheimers derimod bagfra. Og nu vil forknapper Møller helt forbyde Sülzheimers bagknapperi.

Miseren fører forunderligt nok til forførende sang og stormende forelskelser, hvorved der opstår masser af sød musik. Og midt i det hele står overtjener Leopold med sin ugengældte kærlighed til den skrappe kromutter, Josepha.

Persongalleriet er sjovt, skævt og særdeles underholdende; vi møder bl.a. den sure buksefabrikant Julius V. Møller, hans læspende datter Clara, den pertentlige og næsten hysterisk sparsommelige professor Hinzelmann, den uimodståeligt selvoptagne charmetrold Sigismund Sülzheimer og selveste kejser Franz Joseph II.

Alt dette er krydret med en lang række af kendte og skønne ørehængere såsom “Man kan vel ikke gøre for, at man har charme”, “Ja, ja, ja, nu kommer jeg…”, “I sommersol ved Den hvide hest”, “Livet er nu engang så…” og “Rigdom har jeg ej” – alle er de med til at gøre forestillingen til den verdensklassiker, den er blevet. Det er ikke tilfældigt, at forestillingen i snart 100 år har fyldt teatersale over hele verden. Dejligt fængende musik, nogle gode og sjove figurer og ikke mindst en skøn kærlighedshistorie med det enkle budskab; at kærligheden sejrer trods alt.

Sommer i Tyrol har premiere den 10. august og spiller frem til den 26. august.