LOKALSPORT

Fredericia Taekwondo Klub vandt årets Fællesskabspris: – Det er medlemmerne der har skabt fællesskabet

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fredericia Taekwondo Klub er blevet tildelt Fællesskabsprisen 2024 af Fredericia Kommune

Fredericia Taekwondo Klub blev til årets Frivilligfest, tirsdag d. 24. oktober, tildelt Fællesskabsprisen 2024 af Fredericia Kommune. Prisen gives til en forening, der har udvist et særligt engagement i at skabe et stærkt og inkluderende fællesskab. Det måtte DanmarkC TV høre mere om, så vi var en tur forbi Taekwondo-klubben.

“Det er medlemmerne, der har skabt fællesskabet”,

Er det dig, der har skabt alt det her fællesskab i klubben?

– Nej, det er det ikke. Det er medlemmerne, fortæller Bruno Stolberg, formand for Fredericia Taekwondo Klub, som fortsætter:

– Og når jeg siger medlemmerne, så er fællesskabet jo skabt af alle dem, der er i klubben her. Og det er noget, der har været i rigtig mange år. Dengang klubben blev startet i 1975, der er grundlaget blevet lagt for det. Og vi andre, vi bygger bare videre på det.

– Alle, der kommer ned i klubben, som ikke har været her før, adopterer den måde at være på, og den måde at behandle hinanden på, som er i klubben. Så automatisk bliver man inddraget i en god måde at behandle hinanden på, lyder det fra Bruno Stolberg.

Selvom taekwondo er en kampsport, oplever medlemmerne, at det styrker fællesskabet.

– Det virker faktisk sådan, at man ofte er bedre venner, netop fordi, at man magter at skille det, der foregår på banen, og det, der foregår før og efter. Ofte ser man til stævner, at folk kan sidde og snakke sammen en halv dag, og så kan de gå på banen, og så kan de kæmpe med fuld kontakt, og være skarpe konkurrenter. Og umiddelbart efter, så står de og snakker og hygger igen, lyder det fra Bruno Stolberg.

Bruno Stolberg, formand for Fredericia Taekwondo Klub. Foto: DanmarkC TV

Stærk kultur og engagerede trænere

– Det er ikke kun en sportsgren, det er en helhed, fortæller Gitte Svendsen, forælder til et klubmedlem, og fortsætter:

– Når man har sin gang her rigtig mange gange om ugen sammen med sine børn, så mærker man det meget tydeligt. Man mærker det på børnene, man mærker det på de unge mennesker, og det kommer af en super stærk kultur, som er ledet af trænerne, som er her i klubben, og som investerer stort i børnenes grundevner og deres trivsel.

Gitte Svendsen, forælder til klubmedlem. Foto: DanmarkC TV

DanmarkC TV sender inden længe et tv-indslag fra Fredericia Taekwondo Klub.