FREDERICIA

Fredericia siger tak den 5. september

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Veteraner og pårørende inviteres til uformelt arrangement på Flagdagen 

Igen i år vil Fredericia Byråd sige tak til Fredericias veteraner, der har været udsendt for Danmark af forsvaret, politiet, beredskabet og sundhedssektoren.

”Det er en stor glæde, at byrådet i år får lejlighed til at sige rigtigt tak og anerkende den store uegennyttige indsats vores veteraner yder for Danmark. Jeg glæder mig til at tilbringe nogle gode timer sammen med vores veteraner og deres pårørende”, siger borgmester Steen Wrist 

Fredericia Kommune sender i disse dage invitationer ud til veteranerne via E-post til et uformelt arrangement. Det er veteranerne selv, der har ønsket et uformelt arrangement, og derfor inviterer byrådet i år veteranerne med ledsager og børn til spisning og hygge i Tøjhuset. Her vil byrådet med borgmester Steen Wrist i spidsen være vært for arrangementet, der varer et par timer. Traditionen tro inviteres en veteran eller pårørende til at holde tale på vegne af alle Fredericias veteraner.

Flagdagen starter på Rådhuspladsen
Efter ønske fra vores veteraner starter flagdagen i år kl. 12.00 på Rådhuspladsen, hvorfra pårørende og gæster sammen går gennem Fredericias gågader til Tøjhuset med 6. juli garden forrest i marchen. Byens værnepligtige vil også deltage for på denne måde at hylde Fredericias veteraner. 

Har du ikke modtaget invitationen?

Hvis der mod forventning er veteraner, der ikke har modtaget en invitation via E-post, kan de kontakte Forsvarets Personalestyrelsen på e-mail: FPS-BA-BS213@mil.dk

Styrelsen, der også står for at udsende veterankort, vil så kontakte Fredericia Kommune, så alle veteraner får en personlig invitation.

Veteranorganisationer, soldaterforeninger og andre tætte samarbejdspartnere inviteres også til at være med til at fejre Fredericias veteraner.

Fakta

  • Den 5. september er den officielle flagdag for Danmarks udsendte. Flagdagen blev højtideligholdt første gang i 2009.