FREDERICIA

Fredericia Produktionsskole fejrer 25 års fødselsdag

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Produktionsskole fejrer 25 års fødselsdag

 

Åbent hus på skolen torsdag den 6. oktober kl. 15.00 – 17.00.

 

Torsdag den 6. oktober er det 25 år siden, at Fredericia Produktionsskole for første gang slog dørene op for elever. Siden da er skolen vokset og flyttet til større lokaliteter på Prangervej 175, hvor skolen i dag huser 6 produktionsskolelinjer og 3 linjer på Den Kombinerede Ungdomsuddannelse (KUU), ligesom erhvervsgrunduddannelsen EGU varetages af skolen.

Fredericia Produktionsskole fejrer fødselsdagen med åbent hus for alle interesserede torsdag den 6. oktober kl. 15.00 – 17.00. Byens borgmester skyder festen i gang, og værkstederne byder på spændende aktiviteter og lidt ekstra godt til ganen.

“Fredericia Produktionsskole har igennem de sidste 25 år været en aktiv del af lokalsamfundet. Mange unge har haft deres gang på skolen, inden de er kommet videre i job eller uddannelse. Det er vi stolte af – og det vil vi gerne fejre”, siger forstander Martin Petersen.

 

Hvilke tilbud er der på produktionsskolen?

Fredericia Produktionsskole er et tilbud til unge under 25 år.

Fredericia Produktionsskole tilbyder undervisningsforløb, der er baseret på praktisk arbejde og produktion. På skolen kan man vælge en af skolens 6 faglinjer. Herudover er der mulighed for at komme i praktik på en offentlig eller privat arbejdsplads. Skolen har plads til 60 -70 produktionsskoleelever, og der er cirka 10 unge på hver faglinje. Eleverne deltager i idræt, elevmøder, en- eller flerdagsture, skolearrangementer og besøg på virksomheder, andre uddannelsesinstitutioner og meget mere.