FREDERICIA

Fredericia Kommune fornyer klimaaftale

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia fortsætter sin status som klimakommune frem til 2020

Miljø- og Teknikudvalget har besluttet at indgå en ny aftale med Danmarks Naturfredningsforening, der forpligter Fredericia Kommune til fortsat at reducere udledningen med 2 % om årligt frem til 2020.  Tirsdag den 26. januar blev aftalen fornyet ved en underskriftseance i Byrådssalen på Meldahls Rådhus.

Til stede var præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, borgmester Jacob Bjerregaard og formand for Miljø- og Teknikudvalget Christian Bro.

”Vi er utrolig glade for samarbejdet med Danmarks Naturfredningsforening – ikke bare på klimaområdet men også, når det handler om at bevare og beskytte naturen. Her foregår samarbejdet jo i højere grad med Fredericias lokalafdeling af Danmarks Naturfredningsforening”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Fornyelse af klimaaftalen fra 2009

DSC_0015I 2009 indgik Fredericia Kommune en klimakommuneaftale med Danmarks Naturfredningsforening. Fredericia Kommune forpligtede sig dermed til at reducere CO2-udledningen fra virksomheden Fredericia Kommune med 2 % om året. Aftalen udløb med udgangen af 2015. På de seks år, der er gået, har kommunen reduceret sit CO2-udslip med 16 % i alt.

”Det er et flot resultat, vi har opnået, og vi skal bestemt fortsætte det gode samarbejde. Det er vigtigt, at vi alle gør en indsats for at skabe en sund og grøn fremtid for de næste generationer. I Fredericia Kommune har vi gjort en stor indsats for, at de ressourcer, vi bruger i det daglige arbejde, er så skånsomme mod miljøet som muligt”, siger formand for Miljø- og Teknikudvalget Christian Bro.

Grøn transportkommune

Fredericia Kommune er for tredje år i træk blevet certificeret som grøn transportkommune af Trafik- og Byggestyrelsen. Det sker på baggrund af kommunens indsatser for at gøre den kommunale transport grønnere særligt ved at få flere elbiler og gasbusser ud på vejene.

Tilbage i 2013 rullede ni gasbusser ud på vejene i Fredericia og siden da gasdrevne lastbiler til indsamling af dagrenovation. Kommunen har derudover investeret i såkaldte TRIPL’er – et elkøretøj udviklet af det lokale energiselskab TREFOR, som skal erstatte dieseldrevne ladvogne, der holder fortove og veje rene i bymidten. Nyeste skud på stammen er fem nye elbiler til plejen, som kommer i løbet af januar 2016.