FREDERICIA

Fredericia Kommune får ny hjemmeside

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Kommune får ny hjemmeside

Den nye hjemmeside skal gøre det endnu nemmere at komme i kontakt med kommunen og betjene sig selv digitalt

Onsdag formiddag den 25. januar går Fredericia Kommune i luften med en ny hjemmeside. Hjemmesiden kommer stadig til at hedde wwww.fredericia.dk, men bortset fra adressen er der ikke meget tilbage fra den gamle side.

”Borgerne skal i dag på mange områder betjene sig selv på nettet og kommunikere digitalt med det offentlige, og der spiller hjemmesiden en central rolle. Vi har fået en ny hjemmeside, som skal gøre det nemmere og hurtigere at klare sit ærinde i kommunen. Det kan være at skrive sit barn op i skole, sende en byggeansøgning eller se aktuelle høringer og afgørelser. Vi håber, at alle vil tage godt i mod den”, siger borgmester i Fredericia Kommune Jacob Bjerregaard.

Tag kommunen med i lommen

For at nå i mål har Fredericia Kommune sammen med Bellcom udviklet en ny hjemmeside i open source CMS’et Drupal 7 med særligt fokus på selvbetjening. En vigtig funktion, som skal gøre det hurtigere og nemmere at betjene sig selv, er søgefeltet, som er centralt placeret på siden. Fremover bliver besøget på hjemmesiden fra mobilen eller tablet også en bedre oplevelse, da den tilpasser sig de devices, du bruger.

Forside_Fredericia.dkTestbrugere på rejse

Borgere, virksomheder, foreninger, Ungebyrådet, kommunens senior medarbejdere, elever og byrådsmedlemmer har været involveret i projektet. De har deltaget i såkaldte brugerrejser ud fra egne oplevelser af kontakten med det offentlige og kommunen via den nuværende hjemmeside. I løbet af efteråret 2016 har cirka 20 personer deltaget i brugertests.

”Testen skulle afspejle virkeligheden bedst muligt, og derfor er vi også glade for, at så mange forskellige har ønsket at deltage i projektet”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Borger, Erhverv eller Politik?

Hjemmesiden er bygget op omkring en forside og tre sektioner. Fra forsiden kan du klikke på følgende tre sektioner:

Når du klikker på Borger, finder du alt det, der er nødvendigt at vide, når du bor i Fredericia Kommune. Det er her, du fx skriver dit barn op til skole, søger om byggetilladelse eller fornyer dit pas.

Erhverv er for dig, der allerede driver virksomhed eller gerne vil i gang med det. I denne sektion kan du fx se aktuelle udbud, erhvervsgrunde til salg og finde en række erhvervsrelaterede selvbetjeningsløsninger.

Under Sektionen Politik kan du følge med i byrådets arbejde. Du kan fx se dagsordener og referater, du kan læse om byrådets medlemmer og de forskellige udvalg, og du kan tilmelde dig Borgerpanelet, hvis du har lyst til at fortælle, hvad du mener om en række kommunale forhold.

Følg med i din kommune

Under de tre sektioner kan du læse nyheder, der relaterer sig til enten borger, erhverv eller politik. Nyhederne er samlet på en side, hvor du også kan sortere og abonnere på dem.

Hvis du allerede i dag abonnerer på nyheder fra kommunen og stadig ønsker at følge med, skal du gå ind på den nye hjemmeside og melde dig til, da den gamle hjemmeside lukker og slukker i starten af februar.

Har du spørgsmål?

Har du kommentarer eller spørgsmål til den nye hjemmeside kan du tage computeren under armen eller mobilen med i lommen og møde op i byrådets træffetid mandag den 30. januar kl. 16.30-16.55. Her vil medarbejdere stå klar til at svare på spørgsmål.

Samarbejder i OS2
Med det nye system er Fredericia Kommune en del af OS2 samarbejdet – et digitaliseringsfællesskab sammen med andre kommuner om at udvikle og dele velfungerende hjemmesideløsninger i drupal.