FREDERICIA

Fredericia henter erfaren presse- og kommunikationschef i Odense

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Mie Spuur Simonsen som ny presse- og kommunikationschef. Hun kommer fra en lignende stilling i Odense, og skal med mange års kommunal erfaring og lokalkendskab folde fortællingen om Fredericia ud

Corona-pandemien har vist sig at være en stor kommunikationsopgave i kommunerne, og Fredericia er ingen undtagelse. Derfor træder Mie Spuur Simonsen ind i den centrale krisestab per 1. januar 2021, hvor hun skal bistå med kommunikation af Fredericias mange opgaver med at forebygge og håndtere coronasmitte.

Koncerndirektør Camilla Nowak, som presse- og kommunikationschefen får reference til, glæder sig over valget: 

”Vi har brug for en presse- og kommunikationschef med indgående kendskab til den kommunale verden, og stor erfaring med håndtering af krisekommunikation, særligt i en corona tid. Det får vi med Mie Spuur Simonsen”, siger Camilla Nowak.

Fredericia har trykket på speederen og udvikler sig på rigtig mange fronter. Derfor får chefen for presseindsatsen og kommunikationsafdelingen en central opgave med at sætte en strategisk retning på fortællingen om rejsen for byen.

”Byrådet har med Budget 2021 investeret massivt i Fredericia som attraktiv bosætningskommune, og derfor får Mie Spuur Simonsen en spændende opgave med at skrue op for kommunikationen af bl.a. vores gode skoler og dagtilbud, nye byggegrunde og mange kultur- og naturoplevelser”, fortæller Camilla Nowak.

Mie Spuur Simonsen kommer fra en stilling som kommunikationschef i Odenses Børn- og Ungeforvaltning med 6500 ansatte. Her har hun bl.a. ledet kommunikationen af ‘Verdens Bedste Robotby i børnehøjde’, og sat forvaltningens arbejde med børn og unge på Danmarkskortet – både i pressen og på sociale medier. 

En erfaring hun glæder sig til at tage med til Fredericia:

”Fredericia er på mange fronter inde i en virkelig positiv udvikling, der inviterer til gode historier om det levede liv i byen. Teateret skal genåbne, nye byggegrunde er på vej, Kanalbyen vokser, flere penge til velfærd – det er på alle måder en attraktiv stilling, jeg træder ind”, udtaler Mie Spuur Simonsen og fortsætter:

”Jeg glæder mig til at brede fortællingen om Fredericia ud sammen med mit team, et ambitiøst byråd, dygtige ledere og medarbejdere – og ikke mindst engagerede aktører i byen”. 

Mie Spuur Simonsen tidligere været kommunikationsansvarlig i Middelfart, hvor hun bl.a. har samarbejdet med Fredericia Kommune omkring turisme og events som Bridgewalking, Destination Lillebælt og Lillebælt Halvmarathon.

Hun er uddannet Cand. Mag. i International Virksomhedskommunikation (IVK) ved SDU Odense, og er i dag censor på SDU og AU indenfor kommunikation og digitale medier. 

Mie Spuur Simonsen er 43 år og bor i Middelfart med sin mand og tre børn. Hun tiltræder stillingen 1. januar 2021