FREDERICIA

Fredercia vil købe “det blå tog” af ADP, så byen stadig har glæde af det

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Købet behandles på Bosætnings- og Turismeudvalgets møde i morgen

Det flotte tog blev i sin tid købt af ADP, som også står for driften. Nu har ADP ladet Fredericia Kommune forstå, at de har fået et købstilbud, og med det i tankerne skal det besluttes, om det blå tog skal blive i Fredericia. Den beslutning ligger i første omgang ved Bosætnings- og Turismeudvalget.

I indstillingen til udvalget står der blandt andet: “Toget har en stor turistmæssig betydning for kommunen samt for byens borgere. Det er et aktiv. Det er synligt i byen og bliver benyttet af borgere såvel som turister. Det kører primært til kommunens krydstogtanløb og dernæst i forbindelse med Sommer i Fredericia og jul i Fredericia. Der køres forskellige ruter både af hensyn til formålet for gæsten men også af hensyn til byens detailhandel. Der bliver altid kørt i gågaderne, således af gæsten bliver opmærksom på de indkøbsmuligheder, der er.”

Økonomi
Købsprisen er 1.782 milioner kr. (markedspris), men det skal sammenholdes med en driftsbesparelse på 200.000 kr. årligt, som Fredericia Kommune betaler ADP i leje.
Fredericia Kommune har allerede faktuelle udgifter ud over lejeudgifter: “Fredericia Kommune har ansvaret for ansættelse af chauffører samt løn, evt. forplejning, beklædning, skiltning og markedsføring samt opbevaring af toget. Pt. opbevares toget på en af kommunens matrikler.”
Ved køb af toget vil udgifterne udgøre ca. 60.000 kr. årligt.

Madsby Legepark
Forvaltningen foreslår, at toget placeres og administreres af Madsby Legepark, som i forvejen har det populære grønne tog. På den måde kan der indgås et smidigt samarbejde og deling af toget.

Beslutningen
Hvis Bosætnings- og Turismeudvalget i morgen siger “ja”, skal beslutningen videre til Økonomi- og Erhvervsudvalget, inden endelig beslutning om køb eller ej forelægges på et byrådsmøde.