FREDERICIA

Forsvarsbrødrene afholdte en ganske særlige mindehøjtidelighed på Lillebælt

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Det er i år 80 år siden syv besætningsmedlemmer i en Lancaster mistede livet over Lillebælt

Den som ikke husker fortiden, er dømt til at gentage historien, og Forsvarsbrødrene for Fredericia & Omegn er vores fælles garanti for, at vi husker. Tak for det.

Dagens program startede på Mehldals Rådhus, hvor borgmester Steen Wrist bød velkommen til denne særlige dag. Borgmesteren mindes de døde flyvere der på vej hjem blev skudt ned. Da der var en del engelske gæster, blev talen holdt på engelsk. “Vi mindes deres død, og også de der i årene derefter har ofret deres liv for de værdier vi er fælles om”, udtalte Steen Wrist, inden han bad om ét minuts stilhed.

Selv om det er 80 år siden, holdt Forsvarsbrødrene en ekstraordinær mindehøjtidelighed. Med Marinehjemmeværnets kutter sejlede de ud til den position, hvor engelske Lancaster ed305 styrtede ned. De overlevede ikke, men gav deres liv for os – den dag i dag. Familien kunne efterfølgende modtage den lakoniske besked: “Missing in Action!”

På den nøjagtige position på Lillebælt blev besætningen kommanderet ret, mens skibsklokken gav et slag, og der på sømandsvis blev fløjtet. Da flaget var sænket blev hvide roser kastet i havet, mens der var helt ro.

Sikkert bragte Marinehjemmeværnet gæsterne i havn, og mindehøjtideligheden forsatte ved mindestenen på Lyngs Odde. Her lagde borgmester Steen Wrist en krans, hvilket flere andre også gjorde, bl.a. Den Britiske Ambassade der var mødt frem fra København.

Kaptajn Stig Pedersen greb til slut sin trompet, og spillede “Last Post”.

Flere begav sig derefter til Lyng Kirke, hvor der blev holdt en mindegudstjeneste.

Kommende udstilling om Besættelsen
I dag er det 80 år siden, at det britiske fly Lancaster MK.1 ED305 var på vej tilbage mod England efter at udlagt miner i Østersøen. Over Strib-halvøen blev Lancasteren skudt i brand af et tysk jagerfly og fløj lavt ind over Fredericias østlige del langs Lillebælt. Ved Lyngsodde blev Lancaster-flyet beskudt af et tysk vagtskib og styrtede i Lillebælt. Store mængder brændstof lækkede ud i vandet og brændte i lang tid.

Ingen af de 7 besætningsmedlemmer overlevede, og deres lig blev aldrig bjærget. På 70-års dagen for episoden blev der i 2013 rejst en mindesten nær nedstyrtningsstedet ved Lyngsodde.


Fra den 31. marts og 6 uger frem opstiller Museerne i Fredericia 4 udstillingsstandere, der fortæller meget mere om luftalarmer og luftangreb i og omkring Fredericia under Besættelsen.
Standerne vil blive opstillet på Landsoldatpladsen, Axeltorv, Bülows Plads og i Danmarksgade v/ Riddergade.

Læs mere om mindesmærket her:
https://www.fredericiahistorie.dk/side/raf-mindesmaerke

Her kan du se flere billeder fra 80-årsdagen for nedskydningen.

Fotogalleri: Leon Lindholm

Repræsentant for The Commonwealth War Graves Commission, Bob Cobley, gør klar til at kaste en rose i havet.