FREDERICIA

Forsikringsbranchen: Pas på brandfare, når elcyklen lader op

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Batterier til elcykler findes i flere og flere danske hjem, og det kan udfordre brandsikkerheden. Brancheforeningen opfordrer danskerne til at behandle batterierne med stor omhu

Lige nu kører der 300.000 elcykler rundt i Danmark – og kurven går kun én vej: op. For hver cykel findes et lithium-ion batteri, og det får nu F&P til at råbe vagt i gevær: De mange lithium-ion batterier udfordrer brandsikkerheden, når de skal lades op.

“Det er meget vigtigt, at vi vænner os til de her batterier og til, hvordan man undgår, at de bryder i brand. Forsikringsselskaberne arbejder jo for, at deres kunder er trygge. De her batterier udgør en potentiel brandfare, og derfor er det alfa og omega at forbygge, at de kan være anledning til brande,” siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i F&P.

Tal fra Beredskabsstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen.
Grafik DanmarkC TV.

Hele 40 procent af de brande, der brød ud i de mindre personlige transportmidler fra 2018 til 2022, skete under opladning, viser den nye undersøgelse.

Gode råde til opladning af elcykler, elektriske løbehjul og segboards 

  • Brug en oplader, som er beregnet til lige netop din cykel, segboard eller løbehjul. 
  • Dæk ikke opladeren til, så den bliver overophedet.
  • Læg aldrig opladeren eller segboard/løbehjul på et brandbart underlag, når du lader op.
  • Hold øje med, at opladeren ikke bliver meget varm, når du lader op.
  • Hvis den gør det, så skift oplader eller batteri ud.