Pressemeddelelse

Danskerne støtter udsatte børn med 12.235.348 kroner

Udgivet af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Danmarks udsatte børn var omdrejningspunktet for aftenens liveindsamling ‘Alle vores børn’ på TV 2, der med stor opbakning fra danskerne og prominente sportspersonligheder indsamlede 12.235.348 kroner. Det indsamlede beløb kan hjælpe 7.568 børn og forældre til en bedre hverdag via syv indsatsområder fra Røde Kors og Fodboldfonden.

Det blev en halfest i sporten og velgørenhedens tegn, da der var liveindsamling i Herlev Hallerne arrangeret af Røde Kors, Fodboldfonden, DBU og TV 2. Danskerne bakkede gavmildt op om indsamlingen, og Røde Kors er meget glade for aftenens forløb og resultatet:

– Det har været en fantastisk aften med overvældende støtte fra danskerne, og det flotte resultat betyder hjælp til rigtig mange af de børn, som står uden for fællesskabet. Alle børn har ret til et godt børneliv – uden de store bekymringer og med gode oplevelser og givende fællesskaber. Aftenens resultat sikrer, at Røde Kors både med økonomisk støtte til bl.a. fritidskontingenter og fødselsdage og med støttende fællesskaber og oplevelser kan give netop den hjælp til børn, der har behovet. Det er vi meget taknemmelige for, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

Kasper Hjulmand til ‘Alle vores børn’. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Stor opbakning fra sportens verden

‘Alle vores børn’ var en aften i fællesskabets tegn ført an af Melvin Kakooza og Camilla Martin. Aftenen bød blandt andet på rørende indslag om og med udsatte børn, der fik store overraskelser og gode oplevelser. Det kunne kun lade sig gøre på grund af den store opbakning til liveindsamlingen fra sportseliten i Danmark, blandt andet fra herre- og kvindelandsholdet i fodbold, Kasper Hjulmand, Holger Rune, Viktor Axelsen, Kevin Magnussen og Jesper Skibby.

I det hele taget var der hele aftenen et fokus på sport og de store oplevelser, fællesskabet i foreningslivet kan give børn. For sport kan være med til at give udsatte børn en mere tryg hverdag med fællesskab og samhørighed, hvor de kan lære noget, lege med deres venner og få nogle store og unikke oplevelser i selskab med andre børn.

TV 2 er også meget tilfreds med indsamlingen:

– Vi er dybt taknemmelige for den fantastiske opbakning, danskerne har givet udsatte børn og deres familier i aften. Alle børn har ret til at være en del af fællesskabet, og aftenens indsamling vidner om en stor fælles opbakning til at sikre en bedre trivsel for børn i udsatte positioner. Vi er i aften alle blevet klogere, og vi har hørt sårbare og ærlige historier om den virkelighed, som alt for mange børn befinder sig i hver dag. Vi glæder os til, at de indsamlede midler kommer ud og gør en forskel for dem, som har behovet, siger Peter Toldberg Gamborg, redaktør på TV 2.

Læs mere om, hvad de indsamlede penge går til.