FREDERICIA

Danmarksgade er nu åbnet som sivegade

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Sivegade prioriterer fodgængere og giver plads til parkering

Danmarksgade i Fredericia er i dag blevet åbnet for biltrafik efter en periode som gågade. Gaden er nu en sivegade, hvor biler og fodgængere skal dele pladsen.

Sivegaden blev officielt åbnet til formiddag, hvor udvalgsformand for Teknisk Udvalg, John Nyborg (A) holdt tale, inden han kunne klippe snoren, og lade trafikken flyde i Danmarksgade.

– Vi åbner Danmarksgade som sivegade, det har været gågade hidtil. Nu har byrådet truffet beslutning om at åbne op som sivegade, for at hjælpe på handlen, for at gøre det lettere at bruge byen, og for at byen kan bruges på en anden måde, fortæller John Nyborg til DanmarkC TV.

Byrødder, erhversvsdrivende, inviterede og nysgerrige sjæle var dukket op for at markere at Danmarksgade nu får status som sivegade. Fotos i galleri: DanmarkC TV

Hvad betyder “sivegade”?

At Danmarksgade er en sivegade betyder, at fodgængere har fortrinsret og gerne må gå midt på gaden. Biler skal holde sig bag fodgængere og vise hensyn.

“Så længe fodgængerne går, skal bilerne holde sig bag fodgængerne. Hvis fodgængerne stopper op, skal de trække ind til siden, så trafikken kan fortsætte uhindret,” lyder retningslinjerne.

For at sikre et roligt trafikflow er der indført ensretning på Danmarksgade fra Vendersgade mod Købmagergade. Riddergade ensrettes mod Danmarksgade, og Danmarksstræde ensrettes fra Danmarksgade og cirka 30 meter mod Jyllandsgade. Cyklister må dog gerne cykle mod ensretningen i alle tre gader.

Fredericia Kommune forklarer i denne video hvad den nye Sivegadestatus betyder trafikalt. Video: Fredericia Kommune

Parkering i Danmarksgade

Med åbningen af Danmarksgade for trafik er der også etableret nye parkeringsmuligheder. Mellem Vendersgade og Prinsessegade er der 15 nye p-pladser med 30 minutters parkering i tidsrummet 9-17 på hverdage og 9-14 om lørdagen.

Mellem Prinsessegade og Købmagergade er der 1 times parkering i samme tidsrum. Udenfor disse tidsrum er der fri parkering.

DanmarkC TV sender snart et tv-indslag fra åbningen af Danmarksgade som sivegade.